Tiden med Lynets Fart forsvinder;
ei i sin Flugt den standses kan;
Sandet i Timeglasset rinder;
vældig henstrømmer Flodens Vand:
thi nyt det nærværende Øieblik;
for evig tabt er den Stund, som gik!
Aldrig Du Pligtens Bud forglemme!
For Glædens Vink det vige ei!
Kun naar vi lyde Hjertets Stemme,
strøe vi med Roser Livets Vei:
thi nyt det nærværende Øieblik;
for evig tabt er den Stund, som gik!
Nu seer Du Glædens Stjerne smile;
Druernes Nektar vinker Dig;
snart see vi Vaar og Sommer ile,
skynd Dig, o Ven! vær lykkelig!
Ja, nyt det nærværende Øieblik;
for evig tabt er den Stund, som gik!
N. T. Bruun.