Sankt Hansdag er Glædens og Midsommers Fest,
og derfor til Kilden vi drage;
jeg priser den klogest, som morer sig bedst
i Sommerens blideste Dage:
:|: Snart Pigen, snart Glasset, snart Harpen i Favn
i Lundenes Tempel vi tage. :|:
Oplivende Glæde, at skue den Fryd,
som muntrer den brogede Vrimmel:
Til Glassenes Klang toner Strængenes Lyd,
og stiger mod speilklare Himmel;
:|: snart Gyngens, snart Glædens, snart Kjærligheds Fryd
gjør Panden paa Vandreren svimmel. :|:
Her dandses paa Linie, hist spiser man Blaar,
man raaber Hurra og man støier;
Comoedie spilles med Poter og Skaar;
hist man sig i Gynger fornøier.
:|: Saaledes fra Morgen til Aften det gaaer:
Hurra! det er tusinde Løier. :|:
Her trippe to Hunde en pæn Menuet,
hist seer man en Bjørn slaae paa Tromme;
en Liremand synger og spiller sig træt
og faaer dog kun lidt i sin Lomme;
:|: hist Halte, her Blinde, Ung, Gammel og Riig —
Enhver maa en Kildetour gjøre. :|:
Hver Time bortrinder med flyvende Iil;
heelt qvæger det venlige Grønne;
de yndige Glutters oplivende Smiil
de freidige Ynglinger lønne:
:|: Den Fryd skyldes Skovkildens Møe, Kirsten Piil,
og derfor det Navn vi lovprise. :|:
N. T. Bruun.