Filistre i Kistekjoler
ile ud fra Stadens Mur;
de juble, de springe som Foler,
de hilse den skønne Natur —
beglo med plirende Blikke,
hvor alt staar romantisk i Vang;
med lange Øren inddrikke
de Spurvenes ædle Sang.
Men jeg mit Vindve tilslører
med Sorgens sorte Flag,
og Mørket mig Aander tilfører
selv midt i den lyse Dag.
Den gamle Elskov fremtræder,
fra Dødens Land den steg;
den sætter sig hos mig og græder
og gør min Barm saa veg.