Forsøg til en Elegie
1780
1780
Ei har mit frække Raab fornærmet Skjæbnens Fader,
Naar bad min blændte Sjæl om Fyrsters Herlighed?
Naar ønskte jeg mit Huus Corinthens Colonnader,
Og Persers Tepper paa mit Gulv af Marmor lagt?
Naar, at jeg Herre var, og at fortrængte Slaver
Mig offred Landets Frugt opgroet ved Blod og Sved,
Naar Fyrsters Naadetegn og Yndest og de Gaver,
Som den Forvovne kun af Himlen straffes med.
Nei! dig kun, nøjsom Ro! dig Glædens Skaberinde,
Dig var det, som mit Suk med utæmt Jver bad,
Jeg tænkte, eengang skal min rene Iver vinde,
Og Tanken gjorde mit forelskte Hjerte glad,
Og saa, min Julie! at jeg i mange Dage
Med dig nød Glæden af de velanvendte Kaar,
Por Kummer lettede med rene Favnetage
I en Lyksalighed, som Dyden ene naaer,
Da skal jeg, tænkte jeg, min Ungdoms Ild anvende
Til Dydens høie Sang, og endda lige varm
Med sølvgraa Hoved skal mod mine Dages Ende
Jeg nyde Dydens Løn, i din, min Elsktes Arm.
Da see vor lille Kreds saa oplyst ved det Gode,
Vi stræbte, Haand i Haand i den at skulle boe,
Fortjene Venskabs Tak, og ingen vanskabt Pode,
Ved vor Forsømmelse at see urøgtet groe.
Og naar med nagfrit Bryst vi tælle vore Dage,
Da finde Livet, som en deilig Foraarsdag,
Saa takke Himmelen, fordi den lod os smage
Den Glædes Fylde af sit høie Velbehag;
Dig skue døende, min dyrebare Pige,
Dig trykke til mit Bryst med en afmægtig Arm,
Mit stammende Farvel dig og min Glæde sige
Og hæve sidste Gang for dig en trofast Barm.
Blandt Dødens kolde Sveed skal dine Taare rinde,
Og din afbrudte Røst, dit hulkende Farvel,
Dit sidste varme Kys, vor Elskovs sidste Minde,
Bag Evighedens Slør ledsage skal min Sjæl.
O Drøm! som Slavens Drøm om Frihed i sit Fængsel,
Knap drømte jeg dig, Fryd! før du forsvandt for mig,
Ja skuffet blev mit Haab, mit Bryst blev skabt til Trængsel
Og Guldet, Julie! ak det forførte dig.
O vee den første Stund, da Bjergets mørke Huler
Ved graadig Lyst til Guld blev Dydens visse Grav,
Man fandt det gule Støv, som vist Naturen skjuler
Og Himlens Vrede tit til Straf en Nedrig gav,
Da fløj du, Nøjsomhed! fra Jordens gridske Sønner,
Med et medynksømt Smil, i det du dem forlod,
Forglemt, saasnartsom skjult – da hørte Himlen Bønner,
Ei meer om nøjsømt Nok, men kun om Overflod.
Nu hvo der eier Guld, han ejer mange Dyder,
For hannem hæver sig den unge Piges Bryst,
Ham sælges Kjærlighed, han kun den Glæde nyder,
Som før vor Troskabs Løn, og nøjsømt Levnets Lyst,
Forgjæves er mit Raab, og min fortvivlte Klage,
Min Pige hviler i en anden Elskers Arm,
Hun ofrer hannem Kys og kjælne Favnetag,
Mens jeg fortæres af min Sjæls forborgne Harm.
Min fordum elskede, men nu en andens Pige,
Tag dette Ønske: gid du vorde lykkelig,
Ei skal mit Klageraab mod dig til Himlen stige,
Ei kan jeg hade, jeg, som fordum elskte dig.
Ja din Lyksalighed, det er min Kummers Lindring,
Men naar jeg lægger ned min tunge Vandrestav,
Da skjænk, o Julie! en Taare til Erindring
Ved en ulykkelig men trofast Elskers Grav.