Da et almægtigt Vink fremkaldte Livet,
Da steeg du fra din Faders Throne ned,
O Kjærlighed! thi du blev Jorden givet
Til Glædens Moder, til Lyksalighed.
I Glandsen af den unge Morgenrøde,
Modtog dig Livet i sin aabne Favn,
Og Himmel, Jord, og Hav sang dig imøde,
Alt følte dig, Alt helligholdt dit Navn.
Og medens Solens Lys bestraaler Jorden,
Dit Alter hædret paa dens Grundvold staaer,
Med sidste Lyn af en almægtig Torden,
Med sidste Gisp af Livet det forgaaer.
Alværende! hvor Lyd af Livet bæver,
Der bæver den, og stiger til din Priis,
Ved dig i Ørkner Hyttens Tag sig hæver,
Du danner Fjeldet til et Paradiis.
Hvor fjerne Soel sparsomme Straaler spreder,
Gjør du den lange Mulm som Vaarens Dag,
Og hvor dens Ild opbrænder tørre Heder,
Der vederqvæge dine Favnetag.
Hvo sang din Magt? Naturens Harmonier
Antyde blot, men ei beskrive dig,
Selv skabtes Fyrste, Manden, Manden tier,
Og Taaren siger, han er lykkelig.
Forgjæves Lasters Slave dig paakalder,
Hvad er han dig, som ei er Dyden huld?
Forgjæves paa dit Alter Guldregn falder;
Din Gunst fortjenes, kjøbes ei ved Guld.
Forgjæves man dig virket Teppe breder
I Marmorsal, og med en lejet Sang
Og konstig Strengeleeg din Huld tilbeder,
Du kommer ei! du hader Pragt og Tvang.
Ja fik en Mand og Jorden til sit Rige
Med al dens Rigdom; stolte Mand! endda,
Ei tvang – ei kjøbte du fra nogen Pige
En ædel Haand – ei et frivilligt Ja.
Din Held, o Kjærlighed! ved dig kun vindes,
Som Valget maa din Gave være fri;
Du ofte i den ringe Hytte findes,
Naar du gaaer Herreborg og Slot forbi.
Held den, som dig med ædel Sjæl tilbeder:
Som viis adlyder dine milde Bud,
Den helligste af Jordens Saligheder
Skal vorde hans, en from en ædel Brud.
Thi uden Nag skal han din Vellyst nyde,
Ei Aar, ei Vanheld kunne svække den;
Kun Dødens kolde Blund skal den afbryde,
Men Evigheden vækker den igjen.