O! Gud! hvad er din Naade riig
Paa Haab og Trøst og Glæde!
Ved den en Siel ophøier sig
Til meer, end Fyrsters Sæde.
Der fyldestgiøres al dens Trang,
Der er dens Adelskab og Rang,
Den er Cherubers Broder.
Usalig er forvist den Mand
Som Herrens Bifald savner,
Om al den Lyst, som tænkes kan
I Livet, ham omfavner.
Om Adel bruser i hans Blod,
Om Konger knæle for hans Fod,
Han er med Skam bedækket.
Ti tusind Verdners Herlighed
Kun saare lidt betyder
Naar Hiertet mangler Roe og Fred,
Og Dommens Klokke lyder.
Den Ængstelse for Død og Grav,
Oprører Sindet som et Hav,
Og Evigheden truer.
O! Menneske, du dæmper tit
Den Røst, som dig advarer,
Og glemmer Gud, og synder frit,
Og sover trygt blant Farer.
Ulykkelige Sikkerhed!
Skielv, Synder! for den falske Fred,
Et Uveir den bebuder.
Thi see! Naar Vellyst ikke meer
Ad slappe Sandser smiler,
Men det forkrænkelige Leer
Til sin Opløsning iler;
Da staaer den nøgne Siel igien
Forladt, forfærdet, uden Ven,
Og seer kun idel Mørke.
Den fra sin Kummer seer en Gud,
Men ak! en Gud, som truer:
Seer Ondskab, overtraadte Bud,
Fordømmelse og Luer.
O! hvilken Skræk! den Kierlighed
Som Jord og Himle frydes ved,
Giør Synderen fortvivlet.
Men jeg som fandt i Jesu Død
En blid forsonet Fader,
Jeg føler, hvor den Trøst er sød
At Gud min Skyld forlader;
Og venter roelig paa det Bud,
Som kalder mig hiem til min Gud,
Hiem til min Faders Boelig.
Min hele Siel tilbeder dig
Hvis Skiendsel blev min Ære;
Jeg for dit Kors nedkaster mig,
O! lad mig stedse være
Lodtagen i den store Fred,
Som du fra Himlen bragte ned,
Der du dit Blod udøste.
Hielp at jeg i din Naades Favn
Et helligt Liv maa føre,
Og dagligen dit store Navn
For Verden herliggiøre!
Saa at jeg findes maa i dig
From, elsket og ustraffelig,
Og Herrens Yndest værdig.