Bered dig, Siel, din Gud at møde
I al sin strænge Dommerpragt;
See hele Verdens Skyld og Brøde
Paa en uskyldig Isse lagt.
See Kors og Nagler, Saar og Blod,
See hvad Guds Elskede udstod.
Hør hvor afmægtig Jesus stønner
Beængstet, og forladt af Gud:
Hør disse haabeløse Bønner,
Som Helveds Marter presser ud.
O! skiul dit Ansigt, hyl og græd!
Han lider, Synder! i dit Sted.
Forbarm dig Gud, Fornuften taber
I dette Svelg sin Kraft og døer.
Naturens Herre Liv og Skaber
For Skabningen Forsoning giør.
Guds Søn, den allerhelligste
Er regnet blant Misdædere.
Og jeg, jeg trøstes ved hans Pine,
Jeg lever evig ved hans Død;
Hans Saar og Smerter ere mine,
Hans blodig’ Sved, hans Sielenød.
Alt, alt (o! Gud, hvor er jeg riig)
Hvad Jesu er, tilhører mig.
Hans Seier, hans forligte Fader,
Hans Ære, hans Uskyldighed,
Hans Himmel fuld af Myriader
Som synge høit om Jordens Fred.
Gud, hvilken Arv! jeg kaster mig
I Støv tilbedende for dig.
Hvad er jeg, at du mig hukommer!
Jeg Orm, jeg Muldets ringe Søn.
See min Forsoner er min Dommer,
Jeg føler, hvor min Lod er skiøn.
Mit Hierte brænder til din Priis;
Jeg seer mit aabne Paradiis.