Blant de utalte Skabninger
Dit Almagts Vink frembragte,
Skal du, min Gud! paa hver især
Med Faders Omhue agte.
Lidt eller Stort
Hvad du har giort
Din stærke Haand bevarer,
Og fra alt ont forsvarer.
Den ringe Orm som skiuler sig
For Kunstens væbned’ Øie,
Selv han er dyrebar for dig,
Og kan dit Hierte bøie
Til Miskundhed.
Du seer og ned
Paa ham, som Gud og Fader,
Afværger, hvad ham skader.
Gud! skal da jeg, som Evne fik
At skiønne og at tænke,
Mit Hierte kun et Øieblik
Med Tvivl og Banghed krænke?
Skal jeg, som kan
Med dyb Forstand
I din Huusholdning skue,
For Modgangs Skyer grue.
Nei! selv i Modgang seer jeg dig
Som en veldædig Fader,
Thi der kan intet hændes mig,
Som du jo selv tillader.
Med Trøst og Roe
Og Mod og Troe
Jeg siger: Herren raade!
Alt hvad han giør, er Naade.