Vaag op, min dorske Siel, vaag op!
Skue, Herrens Soel fremtriner;
Dens Glands forgylder Klippens Top,
Og hele Marken skinner.
Er du til evig Slummer skabt?
Og skal en Vellyst være tabt
For dig, som Dyret nyder?
Nei! Lysets Fader! nei jeg vil
Opløfte Sind og Øie
Til det Almagtens Skuespil,
Som glimrer i det Høie.
Min Siel forbauset raaber ud:
Er Skabningen saa skiøn, o! Gud,
Hvad maa du selv da være!
Du, som med evig Høitids Glands
Som intet Øie taaler,
Ufattelig for Sind og Sands
Din hele Stat omstraaler.
Du, som med slig velgiørende
Og grændseløs Indflydelse
Naturen giennemtrænger.
Dog, hvad er’ disse Under vel
Mod dem i Naadens Rige?
Her føler min henrykte Siel
Meer end min Mund kan sige:
Her er det Dyb af Kierlighed,
Som Engle selv maa studse ved;
Her er Fornuftens Grændse.
Hvo er som Du blant Guderne?
Dig prise alle Tunger,
For dig sig bøie alle Knæ,
Og hele Himlen siunger:
Halleluja! vor Gud er stor!
Bryd ud i Lov, forløste Jord!
Tilbed vor fælles Fader!