Ars longa, vita brevis.
Man har nu saa deilige Viser
Om alt hvad der næsten er til,
Snart Venus, snart Bacchus man priser,
Men slet ingen synger om Spil;
Om Spil som er Gudernes Glæde,
Og Menneskets høieste Rang
Min Musa, vær kraftig tilstæde!
Spadille skal blive min Sang.
Prometheus lagdes i Lænker,
Og udstod den grummeste Qval,
Ei, som man i Skolerne tænker,
For Ild han af Himmelen stial.
Hvad hos Lucianus end snakkes,
Indseer man fuldkommelig vel
At ingens Indvolde udhakkes
For Spøg, eller slig Bagatel.
Hvad ingen Professor har fundet,
Derom veed min Musa Beskeed.
Jeg (store Triumph) har udgrundet
Hvorfore Prometheus leed.
Da han sine Mennesker vilde
Forlene en tænkende Siel,
Han lærte dem L’hombre at spille,
Men Himlen optog det ei vel.
Zeus svinged sin dræbende Torden,
Og raabte forbittret: Hvordan!
Er Dyret hist nede paa Jorden
Beprydet med Guders Forstand?
Kaart sees i en Dødeligs Hænder,
O! Skam, det besielede Leer
Remise og Codille jo kiender,
Og Forcernes Nytte indseer.
Strax L’hombre i Himlen ophørte
Som noget, der var for gemeent.
Basset man i den Sted indførte,
Hvormed ingen bedre var tient
End Seigneur Mercurii Lomme,
Som strængelig Hebe forbød
At lade Pokalerne tomme
Imedens han Guderne snød.
Basset blev da Himlens Regale,
Og det har det været til nu,
Skiønt Mennesket (uden at prale)
Har spillet det dygtig i Smu.
Thi Pøblen for Jupiters Torden
Har dog nogen Skræk i sin Barm;
De Store er’ Guder paa Jorden
Og blæse ad Himmelens Harm.
I tørstige Siele, som qvæde
Om Viin, og om Kiersters Skaal!
Hvad har vel en Svirer for Glæde
Naar hiem I om Aftenen komme
Med Sielen af Lystighed fuld,
Hvor tom er da ei eders Lomme,
Naar Spillerens svulmer af Guld?
Lad Lykken end stundom for Løier
Forhære det malede Blad;
O! Kunst og Behændighed bøier
Dens Villie, og trodser dens Had.
En Mester ei bringes i Knibe,
Han veed nok at Skiebnen er blind,
At man den om Haanden maa gribe
Skal den giøre stadige Trin.
Bort Lærdom og boglige Kunster,
Som ei kunne føde en Mand;
I fylde kun Hiernen med Dunster
Men Spil er den reene Forstand.
Hvor sielden blier Kundskab paaskiønnet?
Hvad faaer man for Smag og for Vid?
Man naar lod Spadille ulønnet
At man den opofred sin Tiid?
Til dig som al Verden bekiender,
Spadille, almægtige Kaart!
Min Sang sig da ydmyg henvender;
O! hvor er dit Navn ikke stort!
Din Skiønhed, hvo kan den beskrive?
Du er en Gudinde, en Soel,
Hvis Straaler hver Spiller oplive
Fra sydlig til nordlige Poel.
En Frølichs skalkagtige Mine
Der slagter Parterret, som Faar,
Kun synes mig hæslig at grine
Naar du i din Ynde fremgaaer.
Thi du er mit Hiertes Armide,
Og jeg din Rinaldo i Baand;
Dig intet paa Jorden skal slide
Med List eller Magt af min Haand.
Om Krampe og Gikt skal forvolde
(Som tit i din Tieneste skeer)
At ei mine Fingre kan holde
Dig og dine Sødskende meer;
Saa skal du dog aldrig fortrænges
Af dette dig hengivne Bryst,
Men smukt i en Ramme ophænges
Mig daglig til Øinenes Lyst.