Krigerens Opdragelse
En frie Efterlignelse af Hor. 3 B. 2 Ode
En frie Efterlignelse af Hor. 3 B. 2 Ode
Den Dreng, som engang Sværd skal bære
Et haardført Liv betids maae lære,
Og aldrig komme Vellyst nær:
Han maae ei, som en naadig Frue,
Paa bløden Seng uvirksom snue
Til Chocoladen lavet er.
Naar Dagen gryer, han alt maa svede
I Sadelen, og sig berede
Ved Øvelser til god Soldat.
Han vænnes maae til alskens Fare,
Ei være kielen, sig ei spare
For aaben Luft i kiølig Nat.
Naar slig en Knøs groer til og bliver
En voxen Karl, troe mig, han giver
Sin Fiende nok at tænke paa.
Der staaer en Søster, Kone, Moder,
Og ynker Søn og Mand og Broder
Som skal mod denne Løve gaae.
Han følger Fødelandets Fane,
Og falder kun paa Ærens Bane,
Det er: i lovlig Krig og Felt.
Hiin, som i Tvekamp Livet spilder
Langt bort fra Æren sig forvilder,
Selvmorder er han, ingen Helt.
Den kiekke Mand som sig ei krymper
For Døden, og den feige Stymper
Maae begge lige snart herfor.
Hvo frygtsom Ryg til Faren vender,
Ham Skiebnen ei desmindre sender
Bagfra sit haanlig’ Banesaar.
Et Navn, som ingen Ting betyder,
En Titel, som kun Daaren fryder,
Forsmaaer den sande Tapperhed.
Al tigget, kiøbt og skiaalet Ære
Heel stoltelig den kan undvære,
Sin egen Glands den skinner ved.
Den med en evig Roes belønner
De saare faa blant Støvets Sønner
Som vælge sig dens skarpe Stie;
Dem paa Udødeligheds Vinger
Fra nedrig Jord sig høi opsvinger,
Ætherisk Luft den aander frie.
Paa det min Ode nu maae blive
Ret Lyrisk, vil jeg ogsaa give
Dig, ædle Taushed! Deel i den:
Thi du er Klogskabs skiønne Datter,
Som man saa høit med Rette skatter
I sær hos en fortroelig Ven.
Jeg for dens Omgang mig betakker
Som fuld af Sprækker gierne snakker,
Og sludrer Fanden Øret af.
Jeg under Bielke ei tør sove
Med slig en Nar, langt mindre vove
Mig med ham paa det falske Hav.
Tit naar Herr Zeus faaer lidt paa Panden,
Taer han den ene for den anden,
Og slaaer i Flæng med arrigt Sind.
Løb Lasten end af alle Kræfter,
Saa hinker Straffen dog bag efter,
Og haler den som oftest ind.