Den 28de og 29de Januarii
med tilhørende Selskabs Sang
med tilhørende Selskabs Sang
Chor.
O! Gienlyd, Norske Klippers Søn,
Opløft din sandrue Røst!
Thi Tvillingrigets Sang er skiøn,
Og fuld af Høitids Lyst.
Med trefold Tunge du gientag
Dets varme Fryderaab
For Christian, Nordens Velbehag,
Og Fridrich, Nordens Haab.
Foreente Fest! liig Vaarens Soel
Du komme blid igien,
Og smyk den Oldenborgske Stoel
Med Glands fra Himmelen!
Sang til Kongen.
Bellona bar sin Torden
Til fierne Verdner hen;
Men der var Fred i Norden,
Og Christian skabte den.
Fribaaren Landmand roelig
Qvad bag sin trygge Plov,
Og smiled mod sin Boelig,
Thi Mordbrands Fakkel sov;
Thi Stridens Glavind sov.
Flid laae nedtraadt i Støvet,
De skiønne Kunster græd,
Og af Trompeten døvet
Sank Musens Harpe ned.
Som Værge for sit Rige
Skioldungen Krigen bød
Fra sine Grændser vige,
Og Krigen taug og lød;
Og fnysend den adlød.
Høit lyde Fredens Sange
Fra hver lyksalig Vraae,
Og signe tusind gange
Den Dag, Du fødtes paa.
Hør Danmarks glade Sønner,
Vor Konge, Fader, Ven!
Med Millioner Bønner
Bestorme Himmelen;
Og seire over den.
Sang til Kronprindsen.
Fød af ædel Kongeslægt
Til at bære Kronens Vægt,
Som med Fædres gamle Dyder
Alt Din Ungdoms Foraar pryder,
Konge, før Du Sceptret fik,
Hierters Konge, Friderich!
Smag den gode Fyrstes Lyst
Læs i Patriotens Bryst!
Stille Graad hans Øie blinder,
Purpur blusser paa hans Kinder,
Elskte Prinds! han tænker sig
Efterverdenen — og Dig.
Naar Du Spiret arve skal
Moeden til Dit store Kald,
Fuld af Viisdom, Mildhed, Ære,
Da skal du tillige være
Arving til vor Kierlighed,
Huldskab, Troe og Lydighed.
Lev vort Haab! Din Dag er stor;
Lev, og udbred Held i Nord!
Indtil fierde Christians Alder
Snehvid paa din Isse falder,
Sceptret hvile i din Haand!
Danmark blomstre ved din Aand!
Chor.
Vi hilse denne glade Dag
Med varme Fryderaab
For Christian Nordens Velbehag,
Og Fridrich, Nordens Haab.
O! Gienlyd, Norske Klippers Søn
Opløft din sandrue Røst!
Thi Tvillingrigets Sang er skiøn,
Og fuld af Høitids Lyst.
Selskabs Sang.
Naar Fyrsten høit og ædelt tænker,
Da bryster sig det hele Land;
Den Agtelse han Dyden skienker
Antænder hver retskaffen Mand.
Som Vaarens Soel til Liv udklækker
Den visne Plantes døde Rod;
Saa Thronens Smil hos Borger vækker
Lyst, Ære, Virksomhed og Mod.
Da brydes Agermandens Kieder,
Da voves Liv for elsket Hiem,
Da er det Mæcenatens Hæder
At hielpe Vid og Indsigt frem;
Da grubler Lærdom for at nytte,
Da aabner Gavmildhed sin Haand;
Fra Slottet ned til Straatakt Hytte
Besieles alt af samme Aand.
Fortiente Egekroner pryde
Hver Handling, som er stor og skiøn!
Men du, som Solens Lys undflyede,
Og øved stille Dyd i Løn,
Fornøiet med den søde Lykke
At smage Himlens Velbehag;
O! kunde Sang dit Værd udtrykke,
Hvad Sang blev det for Christians Dag!
Den store Dag, da Nordens Sønner
Bær’ Høitids Skienk til Thronens Fod,
Usminket Glæde, varme Bønner,
Og Troskab, Kierlighed og Blod:
Den Dag, som Patrioten regner
For al sin Stolthed, Haab og Lyst,
Da hver en Drift til Dyd, som egner
En Dansk, fornyer sig i hans Bryst.