O! siig mig over hvad saa ømt du ruer?
I Favn du maa et højre Væsen huse,
som, naar sig dine Blade vil udkruse,
opsvinger sig mod Himlens lyse Buer.
I hellig Taushed Skalden dig beskuer,
ham synes fra dig Æolsharper suse;
i dig han gad sit Sværmerliv henbruse,
at tolke Elskov sødt i dine Luer.
Som Digt’ren i sin Barm maa Verder holde
og kun i mystisk Fald sig kan udfolde,
saa ej din Purpururne du oplukke!
Thi flyver fra dit Tempel Lysets Engel
skal Elsk’ren bryde dig fra spæde Stengel,
og ved hans Elsktes Barm du døer i Sukke!