Fordum vare dine Blomster røde
af de faldne Heltes Hierteblod,
ak! paa dig det strømmed’, lig en Flod,
da for fængslet, elsket Møe de døde.
Her tidt fromme Piges Sukke lode,
bøjet for den Krist, som paa dig stod,
søgte hun for drømte Synder Bod,
følte Hiertet dog af Ømhed gløde.
Hver af dine dyrebare Pletter
Tidens Tand har næsten slettet ud.
Ridderaand i Daad ej her udbryder.
Angers Suk beklemte Bryst ei letter,
ingen Pige trøstet takker Gud! —
Ak! med Fortids Mørke svandt dens Dyder! —