Du! som saarer let, lig Rosenkvist,
og i pinte Bryst dit Zepter bærer,
Du! som alt for snart vort Hjerte lærer,
hvad det roligt ej tilforn har vidst,
Kjerlighed! som Livets svage Gnist,
o! saa brat udslukt, hos mig fortærer,
siig, hvad hos Ulyklige Dig nærer,
næres du ved Magt, hvad eller List?
Kan udmarvet Legem dig berede
i sin Pine den forønskte Lyst?
Vil du hisset skjenke mig den Glæde,
som du stedse nægted’ her mit Bryst?
Eller skal — o! Haab! — naar Øjet lukkes
i mig, Herliggiordte, du udslukkes?