Jeg elsked altid denne øde Høj
med dette Hegn, som spærrer af for Øjet
fra hver en Side Syn til Horizonten.
Men mens jeg sidder her og stirrer, digter
jeg bag ved Hegnet endeløse Rum
med himmelsk Tavshed, dyb og hellig Ro.
En føje Stund mit Hjærte banker roligt.
Og, naar jeg hører Vindens Pust i Løvet,
saa sammenligner jeg med denne Lyd
hint store Rums uendelige Tavshed.
Da rinder Evigheden mig i Hu,
de døde Tider og de levende
med deres Bulder. Se da drukner brat
min Tanke i Uendelighedsdybet,
men det er sødt paa dette Hav at strande.