Sophus Schandorph (1836–1901)

Tous les poèmes de Sophus Schandorph sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Aben er dog et pudserligt Dyr

Ad aabne Vinduer toner en ædel Melodi

Af Borgen stod kun et revnet Taarn

Alt hylled sig i Disen Stadens Taarne

Alverden strømmer hen »aux Italiens«

B

Bestandigt Mariquita om ham spøgte

Blandt Plagerne, som selve Halte-Fanden

Bredt skaaren med mægtigt Vejr i Lungen

Byg dig et Bedekammer

D

Da først Italiens Kraft laa dybt nedstyrtet

Da Krage nu kom hjem og tænkte paa

Damen, der ham sendte det duftende Hjertesuk

De Drømme hvirvled sig om hans Blik

De fagre Syner fra de dybe Drømme

Den første halve Del af vort Aarhundred

Den Ild, der løfted Kvindens Barm den hvide

Den klare, høie Høstdag mig nylig randt i Sind

Den tindred koldt den Dag i April

Den unge Krage mødte. Lidt forbavset

Den ældre Krage havde fattet Had

Der holdtes Gilde udi Soer

Der var aldrig hørt en Tone tilforn

Der var en Mand, der nød saa stort et Ry

Der var vel femten Mænd og otte Kvinder

Det er skrækkelig kjedsomt at sidde Model og tie.

Det er saa koldt, og Voldens Træer

Det er saa stille, den dybe Nat

Det kan vel ligge tyve Aar tilbage

Det var en mægtig Kraft, som sank

Det var en praktisk Mand, en dygtig Mand

Det var en Søndag Nat; men Morgenlyset

Det var i Skumringen en Vinterdag

Dies iræ! I sin Glorie

Drage vi vil paa Erobringstog

Du er jo end saa frisk og smuk

Du græd — og Taaren klar og smuk

Du kjender de gamle Sange

Du sagde nylig i Hu saa mod

Du skrev mig til om den glade Tid

Du søgte og Du grunded i den dunkle

E

Ei lidet Lam, der bræger saa bedrøvet

Elskov blev født som Dødens Tvillingbroder

Ene og uden Støtte, mod Herskerne vendt, jeg stod!

En Røst fra de gamle Dage

En Strøm mig driver tilbage

En Ungersvend saa fager han drog i Verden ud

En venlig Vært med Aasyn mild

Er vor Moder kraftløs vorden

Etatsraaden drager fra Gilde

Et ypperligt Hoved, en fuldlødig Mand

F

Flyv over Gulvet, mens I har Magt

For mig skal ingen Klokker

For Maalets, Grændsens Lov du vil dig spare

Fra mosdækte Atrier, revnede Haller

Før banked Sorgen forgæves tidt

G

Gal leder Blind! ja det er Tidens Pest

Glidende henad den stille Sø

Godmorgen, du Gamle derovre!

H

Han kom tilpas efter Tøse to!

Han ligger ene, udstrakt paa sit Leie

Hans venstre Arm var knust

Har jeg leget letfærdigt og vildt

Havde jeg Sorg i Sinde, gik ud i Mark og Lund

Her kjender jeg hver Hasselbusk

Her seer man kun saa lidt, saa lidt

Hun er som Vaaren saa huld

Hun kan „kjøbe ind” i Byen

Hun sidder saa lunt paa Borgen derinde

Husker I Tiden, da først han os præged

Hvad ondt der groede frem imellem os

Hvem vanker saa ene i Midnattens Stund

Hver Dag randt hen, som om det var en Fest

Hver gammel Lærer husker den lyserøde Sal

Hvert Aar, som gaaer, forøger kun

Hvi er du taus, hvi er du mørk

Hvo forstaaer de dunkle Runer, Tiden ridser paa sit Skjold?

Hvor bar ham rask afsted hans unge Fod!

Hvor det er sødt engang at færdes ene

Hvorfor er Du saa kjedelig og gnaven

Hvor hans Tanke dog var lys og blank!

Hvor Horizonten gløder i det Fjerne

Hvor mon bedst din Aand jeg træffer?

Hvor underligt Sjælen kan synke

Høit i Psyches Borg der bølged Sange

Høit straaler Solen paa Himlens Blaa

Høj over Bryst og bred over Skulder

Hør Havet, hvor det hult, forvirret brummer

Hør lad os danne en lille Klynge

Hør min Søn, min kjære Peter!

I

I aner det ikke, I unge Mænd

I den fremmede By

I de stille Aftentimer, naar Længslerne faa

I hviden Dragt, saa tyst som Svanen

I Rue de la Chaussée d’Antin

J

Ja, det kniber for Per Larsen. Haardt han maa sit Hoved bryde.

Ja, hvis Du var en Hest af Geni

Ja vist har jeg nu faaet rene Gulve

Jeg elsked stedse denne øde Høi

Jeg har kjendt saa mangen ældre Herre

Jeg har kysset Jorden, min Moder

Jeg har sukket længe, længe

Jeg sidder i Stuen, er træt, er mat

Jeg saa dig i vor Barndomstid

Jeg saâ mellem Fjelde

Jeg vilde gjærne dø den Tid af Aaret

Jeg vilde skrive Digte

Jeg vil ud, jeg vil flyve fra Bøger og Støv

Jo længere jeg lever, jo mere er jeg glad

K

Kan du huske, hvor Sommer fylden

Komediens Mestre, de gamle

Kom, lad os flyve og reise

Kom mig ihu, naar Morgenrøden fjerner

Kraftigt runger gjennem Hallen i den faste Takt

L

Lad nu Latteren, lad Sangen skralde!

Langs Quaien ved Bugten i Napolis Stad

Leg nu kun om mig, I Puslinger smaa

Let hun var som unge Hind

Livet har meget Solskin Dem givet

Luftning feier fra Skov til Skov

Lydløst glider Skibet paa sin Fart

Lyset er fra Jorden veget

M

Man kalder dig Fornægter

Mat og døsigt Lampen brænder

Med det fine Øre, som fatter

Med en fortrolig Ven, Etatsraad Løve

Med Fiskebensskørt, med Allongeparyk

Meget blev den tilmaalt, hvem Guderne skjænked den Evne

Mekanisk drog han hjem. Hans Fader skammed

Men denne Gang han ej var knust og brudt

Mens Danmarks Hær veg smertelig tilbage

Mig gribe lyse Tanker og med dem jeg flyver væk

Min gamle Ven! Alt nu i mange Aar

Min kjæreste Madam! Deres Sorg jeg fatted strax

Mit fagre Sprog, det eneste, der ret mig giver Klang

Mod Lys og mod Frihed du styre, o Sjæl!

Maaneskin blinker paa Rhinen

Maaskee du kan erindre

N

Nat, ved Dag han over Bøger ruged

Nei — jeg af Folkets egen Aand vil sjunge!

Nei! velkommen! Er det dig, du Gamle?

Nu da det stærke Raab er blevet stille

Nu, min lille Glut, er du død

Naar du betragter mig, saa mildt og stille

Naar Duggen falder ved Aftenstid

Naar fast jeg har stirret i Bogen mig blind

Naar I flagre om Palmerne

Naar jeg dybest er bedrøvet

Naar jeg seer dig, mild og venlig

O

Ofte til Minde jeg drages endnu

Om ei der er indrømmet

Om vel jeg tabte, om vel jeg vandt

Op, prøv det unge Mod!

P

Piger, som danser dernede

Paa Gaden først den unge Krage mærked

Paa Klinten med Mosskjæg tæt og grant

R

Rankt de rejse sig, spredes i Grene

Rhythmisk Sans du fik i Vuggegave

Ridder Alvar fra Zamora

Rundtom i Cellen han vanked, og Haanden

Russer! God Aften saa faa, som I er

S

Salen glimrede de tændte Kroner

Sé — der staaer hun afklædt

See, de unge fine Blade

See, hvor hun sig svinger

See, hvor Solen saa sagtelig glider

See Slottet med de tvende Kæmpefløie

Se, hvor de femtenaars Piger tre

Ser I den Brudgom saa rank og saa sund?

Sig Silvia, kan du huske

Sikre Pæle ned han havde rammet

Skal Trikoloren synke

Skal vi reise til den gamle Have

Skjønne Stjerner! I som favne

Skyg over mig, hvert Barndomsminde

Skaal Moder Sorø! Betragt dine Drenge

Slaa kim, lette Vind! din Vinge

Solglimt og Skygger i Fangedans spiller

Som Dantes Harpeklang fra Syd

Sommeraftenlufte

Som Skoledreng han rendte om i Bergen

Sov godt, mit Barn, drøm sødt, min Glut!

Spil igjen de gamle Melodier

Stedse en Tanke

Stilstand er for unge Hjærter Døden

Stygotius staaer vindtør paa Katheder

Stærkt slingrede den tæt besatte Skude

Søde Clara! her er Hatten

Sødt Roserne dufted

Søvnen flyer mig

Søvnig drev man langs de gamle Stier

Saa fin, saa lille, saa barnebly

Saa maatte jeg da drage fra det kjærlige Hygge

Saa see dig dog ud!

Saa skær som Skovbundskroner

T

Tiden listed sig med Sneglefjed

Tidt en Haartot rives kan

Tilgiv, ærværdige Rødvinsasket

Til Tryllelandet ved Alpernes Fod

Tilveirs paa Taget!

Til Vaaben! Til Vaaben!

To Gjenbogaarde i Landsbyen laae

Tro de Røster ei, som summe

U

Uden Famlen, uden Taagedunst

Udslidte, gjennemfrosne og forvaagede

Uh — hvor dovent glor dog Lygterne

Ungdomsliv med Sol og Sommer

V

Ved et sælsomt Mirakel

Vej-Spiralen snor sig om Fjælde

Vel fire Aar hun havde gjemt hans Minde

Vel rødme de Skyer saa smukt i Vest

Velsignet være hvert af dine Aar!

Vi har sprængt St. Gothard, sprængt Mont-Cenis!

Vi kender den, den kostelige Skare

Vær hilset, du Dag, da vort Skolehus løfted sin Tinde

Vær hilset Enhver, som til Løsen har: „Frem!”

Vær hilset, kære Digter

Vær hilset, Nat, med dit Alvovsaasyn

Vær rolig, min Sjæl, vær stille!