Ja, jeg som ifjor under Løvspring
ukuelig modigt fornam
mit leende Hjerte og dømte
hver kvindelig Svaghed Skam —
Jeg græder nu, græder — Et År kun.
Den Tid har min Kind været våd
lang tiere vel end i hele
mit Liv, og af hedere Gråd.
Men se, ikke Lyset alene,
mild Regn grønner Marker og Hegn,
og trængte din Verden til Solskin,
så tørstede min efter Regn.
Ulig er vor Kærlighedsvinding,
for hver dog usigelig rig.
Vi vandt vore livsfyldte Hjerter
og Kærlighed Kærlighed lig.
1901