Du græd. Hvor det greb mig om Hjertet,
det Ord, som påny du nu skrev!
Du græd. Jeg blev siddende lang Tid
mørkt grublende over dit Brev.
Nu græder du — du, som ved Løvspring
ifjor var eet lysende Smil.
Gråd lærte du: Lidelse — Lindring —
og alt kun fra Maj til April.
Min Verden blev varm af din Solluft,
selv tog du min stormfulde Høst.
Du lærte mig Smil; jeg lærte
dig Grådtrang og Tårernes Trøst.
Ulig er vor Kærlighedsvinding,
jeg vejer det, veed det med Blu.
Du græder. Min eneste kære,
din Gråd falder tungt på min Hu.
1901