Christen H. Pram (1756–1821)

Var jeg i Sandhed Digter, o jeg vilde

        Af Muelighedens Rige trylle frem

Det skiønneste, sig Tanken kunde bilde,

        For til i Morgen det at bringe Dem,

O blev da min et Øieblik den Evne,

        Mit Digtersyn at giøre virkeligt,

Hvad skiønt og rigt, man hidtil hørte nævne,

        Blev Intet mod min Gave. — O, men Digt! —

Hvad blev det? — og hvad kan jeg nu Dem bringe?

        Kun Blomster — ak — som visne strax! velan,

Forsmaaede blier de ei, hvor saare ringe

        End Gaven er. Jeg bringer, hvad jeg kan.

Men som de er, saa er det dog, Veninder!

        Det skiønneste af Jordens Herlighed.

Sandt; snart, ret snart, de Blomsters Pragt forsvinder;

        Men hvad giør ikke saa? hvad varer ved?

En Rose af Juveler koster mere;

        Har Glands, som disse Blomster ikke har;

Blier saa til Deel, misundt af mange flere —

        Nu — gierne dog en saadan jeg frembar.

Og dog var det Alviisdom selv, som sagde;

        ”Betragter Blomstret, seer til Lilien;

”Og Salomon, med alt hvad Ophir bragte,

        ”I al sin Herlighed, var ei som den”

Hvad er den Herlighed, som saa Demanten

        Maa vige for? — hvori skal den bestaae?

Halv skiult imellem Bladene af Planten

        Groer Blomstret frem, tidt lidet agtet paa.

Sin Vellugt, gavmild, rundt om den udgyder,

        For hvo den kun indaande kan og vil;

Blier den end umærkt, lige skiøn den pryder

        Sin skiulte Vraa, saalænge den er til,

Der sammenfolder den de skiønne Blade,

        Naar de ei dufte meer, og segner hen;

Men talrigt Frøe vi see den efterlade;

        Af hvert den fremstaaer mangefold igien.

O saa er Dyd og Uskyld. Som et Billed

        Paa dem, mit ringe Blomst faaer ægte Værd.

O skuer Dyd og Uskyld forestilled’

        Ved disse Blomster, som jeg bringer her.

Og var det nu Juveler, som jeg bragte,

        De, i sig selv, som Blomstret, Støv kun er;

I Dyds og Uskylds Billed De vil agte

        Paa noget ædlere end Krambodsværd.

Veninder! o hvor Blomstret yndigt klæder

        Et Bryst, som kun for Dyd og Uskyld slaaer.

En Plads paa Deres, o det er den Hæder,

        Som mine Blomster er opvoxne for.

Forsmaae dem, nei, det kan De, vil De, ikke;

        Det er kun Blomster! — kun? hvad er da meer? —

Hvad varer længer da end Øieblikke?

        Hvad Herlighed er ikke — Støv og Leer? —

Det ingen Crøsus Dem formaaer at byde,

        Det eeneste af eget ægte Værd,

Veninder, det, som Blomsterne betyde,

        O Dyd og Uskyld Deres, Deres er.

Men denne Skat, hvad eier vores Klode,

        Som værdigt var end did at føies hen?

Jo: Egenagt og Agt af alle Gode,

        Tilfredshed — men det alt tilhører den.

Og nu; den hellig store Dag sig nærmer,

        Da De til Pagtens Eed skal træde frem

For Dydens Ven og Uskylds troe Beskiermer.

        Gud! Gud! Algode, du velsigne dem!

Han vil — o vist han vil de Børn velsigne

        Af denne Fader — som var ogsaa min —

De Børn af ham, som stræbe skal at ligne

        Ham og hans Elskte paa hvert Livets Trin.

Høitidelig blandt Deres Levedage

        Er den, hvortil jeg Dem de Blomster gav.

Men end jeg særskilt har et Par tilbage

        At bringe Dem — ak voxne ved en Grav¹

Fra hiin vor dyrebare Faders Minde

        Jeg hented dem med Taarer; og jeg veed

De ei ugierne Festen vil forbinde

Med Tanken paa den Faders Hædersminde,

        Hans Liv, hans Død, hans lyse Evighed.