Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

        Kiæreste Ven!

O! at dine mange og mangehaande vigtige Kaldspligter ikke tillode dig at lade dig friske af mine enthusiastiske Beskrivelser over min Yndlingsøe, det romantiske Møen, at giæste vor elskede Ven,

ikke blot vilde du

paa Monas maleriskskiønne Klint med Henrykkelse gienkiænde en Afbildning — om end i det mindre — af Nordens Schweits, dit herlige Fødeland; ikke blot vilde det skiønne Søelysts for Kunst- og Natur-Skiønhed saa varme og aabne Skildrer i det deilige Lisenlund gienkiænde dets vel endnu mere moderlig udstyrede Tvillingsøster; o men ved at møde et Gravminde midt i dette arcadiske Landskab, ved ydermere at erfare, at dette var troefast ulykkelig Kiærligheds Minde, vilde Nasos og Musas Forskiønner begeistret gribe sit borthængte Barbiton, tvinge Hermes at give det staalne Plectrum tilbage, og i frimanske Toner besynge den danske Leander og Hero, besynge, hvad jeg maa indskrænke mig til, prosaisk at berette:

        Ikke ret mange Skridt har man at gaae fra det smilende Tempe, en rund og smagfuld Haand har skabt om Monas Søelyst, førend man med eet finder sig midt inde i den raa, vilde Natur. Steile, utilgiængelige Klinttinde optaarne sig over vor Isse; bradt aabner sig svimle Styrtninger for vor Fod; i deres Dyb bruser over store Steenblokke i hundrede Vandfald en Bæk, der ved hvert Skridt forøges af nye Tilløb fra Klintene, og i sine underfulde Bugter leder Øiet hen til det snævre Gab, hvor den omsider mellem disse ugiennemtrængelige Kridtmure finder en Udvei til Havet. Paa een af de høieste Klinte, hvis trodsige Pande seer ud over Havet, hvis næsten lodrette Side kneiser frem over Kløftens rædsomste Styrtning, et Sted, som aldrig Folkefied skulde troes at have betraadt, staaer det nysnævnte Kors til et Minde, at en Ulykkelig her fandt sine Ulykkers Ende og Maal.

        Ikke altid var denne romantiske Klintskov Danmarks deiligste Lystlund; ikke ret mange Aar er det siden, at folkeskye Rovdyr ene færdedes og boede, hvor nu Lystvandreren finder beqvemme og betryggede Fodstier, at Egnens Rovfugle havde et uforstyrret Fristed langt fra Menneskers Aasyn i de hundredaarige Bøge, i hvis Lye nu er bereedt dig et Sæde, medens dit Øie ikke nøiet med at beherske det ubegrændsede Østhav og forvilde sig mellem dets talrige Flaader, væbnes at helse fierne Rugias Søsterland. Kun den dristige Jæger, der saa ofte af Higen efter sit blodige Bytte blindes for Møie og Fare, vovede sig undertiden ind i det Indre. Dog sneeg sig oven og neden om Klinten smaa, smalle, møisomme, og lidet besøgte Gangstier, ad hvilke de nærboende i de bedre Aarstider skød Gienvei til hinanden.

        Ved den ene Ende af den høie Klint laae, som et Vagttaarn høit over Havet, en eenlig Udflyttergaard, et vigtigt Søemærke for dem, der beseilede hiine Farvande, men tillige en Gienstand for deres Afskye og Skræk. Dens Eier, Henning den gamle eller den rige — thi under begge Navne var han kiændt og frygtet — af Størrelse og Styrke liig een af Oldtidens Jetter, og forvoven og søvant som de, vidste at nytte sin Gaards høie Beliggenhed til at tilvende sig en ubegrændset Strandret, som han med yderste Gierrighed og Grusomhed øvede. I sludfuldt og stormende Væirligt stedse paa Udkik, ja endog hertil af Rovet fra strandede Skibe forsynet med Redskaber, som man hos en Bonde ikke formoder, kunde ad heele den vidtstrakte Klintkyst intet Skib støde, strande, eller engang være i betydelig Fare, før Henning, trods Aarstid, og Uvæir, og Mulm, og alle Himlens og Havets Rædsler, var i sin Baad, for ei at gaae glip af sit Bytte; og vee! — vee den Skibbrudne, der fik Henning til Hielp; thi hvad denne biergede for ham, var endnu langt ugienkaldeligere tabt, end hvis det var opslugt af Havet; men trefold vee den, der vovede at modsætte sig hans Hensigter, der vægrede sig at forlade sit Skib, naar Henning befalte; der var — ymtede Rygtet i det mindste — vel de, der i Havets Dyb havde maattet bøde for denne Forvovenhed. Ikke altid, paastod imidlertid Sagnet, havde Henning været saadan en Strandrøver; i hans yngre Dage havde han været ligesaa berømt for sin uegennyttige Hielpsomhed, som han i ældre var berygtet for sin rovgierrige Grumhed; det var til Ulykkeliges Frelse, han havde tilvant sig at trodse Hav og Storm, tilvant sig den Kiækhed, som han nu anvendte til deres Fordærv. Men fra det Øieblik af, da han med yderste Livsfare havde vovet sig eene ombord paa en forladt Franskfarer, og nu en heel Nat og en stor Deel af den følgende Dag saae dette betydelige Bytte i sin fuldkomne Raadighed, fik han en saadan Smag paa denne afskyelige Vinding, at han blev som aldeles forandret; med Aarene og især i hans eenlige Enkemandsdage tiltog denne onde Tilbøielighed bestandig; ogsaa nærede Lykken denne Last; thi flere Aar i Rad gik ingen Efterhøst forbi, at jo een eller flere betydelige Ladninger strandede i hans Farvande; ogsaa gik Misundelsen over hans Fangster saavidt, at man lydelig mumlede om, han med allehaande falske Mærker misleedte de Søefarende; men derom bekymrede han sig lidet eller intet, da hans Formue aarligen tiltog; hans Gaard var som et Oplag for saadanne Overdaads og Handelsvare, som ellers i disse Udegne ikke lettelig vare at finde, og det var ikke fra hans egen Øe eene, man giæstede ham, deels for at kiøbslaae om Byttet, deels og for at nyde et, der til Lands, paa den Tid, usædvanligt Vellevnet, med de fineste Vine og mangehaande Indiernes og det sydlige Europas Producter.

        Uligere kunde Fader og Datter neppe tænkes hinanden, end denne vilde frygtelige Havmand, og hans ømme frygtsomme Datter, den trofaste Hedevig. Hendes eiegode Moder, der var død i Barselseng med hende, havde paa sit Yderste anbefalet hende til hendes Gudmoder Præstekonen, i hvis Forældres Huus og med hvem Moderen selv var opvoxet og opdraget. Saasnart og Moderen var død, kom den spæde Hedevig til Præstens, og blev opdraget der, som og med deres egne Børn. Ikke blev hun paa nogen Maade misdannet for sin tilkommende Stand; den ædle Præstekone, ustridig en af Landets ypperste Huusmødre, og hendes i Ordets skiønneste Betydning ærværdige Mand, vare ikke de Mennesker, der enten kunne danne en Stadsmøe, eller en Læsedukke af Hedevig; havde end Hovedstadens Pose- og Flane-Pest allerede den Tiid faaet den Vælde, at den kunde udbrede sin Smitte til saa afsides liggende Egne, vilde den dog ingensinde havt Magt i et Huus, hvor legemlig og aandelig Reenhed, hvor Virksomhed og Munterhed herskede i lige Grad; ligesaalidet giordes synderlig Læsning behov, hvor det hele Samliv var en uafbrudt Kiæde af de skiønneste og gladeste Følelser, af de ædleste og værdigste Tanker, var en uafbrudt socratisk — nær havde jeg sagt uvilkaarlig og derfor des ypperligere — Underviisning; hvor Barndom og Ungdom, Eenfoldighed og Ukyndighed ikke saae andet end Ædelt og Godt, ikke mødte andet end kiærligt og mildt, og fik ikke blot saadan Kiærlighed, men og saadan Vane hertil, at man kunne sikkert stole paa, at om de engang i Verden uden for dette Huus mødte noget Ureent og Ondt, maatte det alt af sig selv blive dem en Vederstyggelighed, uden at man videre behøvede at advare eller formane derimod. I øvrigt var en uafbrudt Virksomhed den første Lov, som den første Lyst der i Præstegaarden; Afvexling af Sysler var der Dagens Kryderie; fra tidlige Morgen til Aftenens Ende var man sikker paa ingensteds at finde en ørkesløs Haand; sikker paa ikke at finde nogen fortræden ved sit Arbeid, være sig det var af den landlige Huusholdning, eller anden Huusgierning, eller hvadsomhelst Lodden var falden; her var en stedsevarende Væddestrid, ikke af Forfængelighed, ikke af Avindsyge, men af hiertelig Higen at være hinanden til Fornøielse og det Heele til Gavn.

        I dette glade og lykkelige Huus levede Hedevig femten lykkelige Aar; men da hun nu var fuldvoxen, og havde staaet til Confirmation, vilde Henning, som midlertid var bleven en riig Mand, have sin Datter hiem til sig at forestaae sit Huus, saameget mere, som han deels havde sine forfængelige Planer med hende, at faae hende til en fornem Kiøbstædmadame, ved at gifte hende med en eller anden af sine Besøgere, deels og herved saae et beqvemt Paaskud til at skaffe et Qvindemenneske, han i sin Enkemandstid, Præsten til megen Forargelse, havde levet med, og som han var keed af, ud af sit Huus, da hun var vis paa, at Præstens ikke paa nogen Maade gav deres Minde til, at Hedevig kom hiem til hans, saalænge dette forargelige Levnet vedvarede. Med Taare skiltes hendes kiærlige Pleieforældre og Pleiesødskende ved hende; med bittre Taare bød hun dem Farvel for at vende tilbage til det Fædrenehuus. O! det var, som hendes Hierte spaaede sig, at hendes glade Dage vare talte.

        At Pleieforældre, som Hedevigs, saa misfornøiede, de end vare, og maatte være saavel med Hennings Huusliv, som hans øvrige Opførsel, aldrig for eller til hende havde ladet falde det mindste Ord, der kunne formindske den datterlige Ærbødighed og Kiærlighed, hun var ham skyldig, vil enhver vel lettelig kunne sige sig selv; men ikke længe kunde hun være i sin Faders Huus, før hun, der aldrig havde kiændt andet, end det Milde, den Velvillige, det Ædle, det Forstandige, der hos hendes elskværdige Pleieforældres Huus herskede imellem de Bydende og de Adlydende, i Sysler, og i Samliv, i Alvor og Spøg, maatte bedrøves ved Hennings barske og mistænksomme Byden, Folkenes trevne og vrangvillige Færd ved deres Gierning, det Fortrædne ved Arbeid, det Uædle i Samliv, det Pøbelagtige saavel i Huusfolkenes, som Giæsternes Spøg, og det Uværdige i deres alvorlige Samtaler, der aldrig gik ud uden paa Penge og — næsten altid uredelig, om ikke umenneskelig — Fordeel. Uvant til at dømme ilde om nogen, var det piinligt for den eiegode Hedevig, at hendes Fader skulde være det første Menneske, hvis Ord, hvis Adfærd, hvis Tænkemaade, hvis Handlinger, uafladelig skulde nøde hende at slaae Øinene ned; dobbelt piinligt, da hun ikke i hele Huset saae eet eneste Menneske, som med Tillid kunde vende dem til.

        Ikke bedre var paa den anden Side Henning tilfreds med sin Datter. Vel kunde han ikke nægte, at hans Huus, siden hans afdøde Kones Dage, aldrig havde været Tiendeparten saaledes bestyret; vel maatte han tilstaae, at Kiinfiin, som han efter een af de paa slige Smaasteder grasserende Krambodvittigheder kaldte hende, aldrig holdt sig for fiin til at tage en villig og dygtig Haand endog i den groveste Huusgierning; vel smigrede det hans Forfængelighed, naar han havde smaae Høkere og Prangere tilbords at høre af dem, at han siden hendes Hiemkomst, tracterede som en Amtsforvalter; vel maatte han endog lægge Mærke til, at den eneste Glæde, hun kiændte i hans Huus, var, naar det lykkedes hende at giøre ham noget tilmaade, eller til Fornøielse, og at saa at sige, hendes hele Digten og Tragten var henvendt paa aldrig at lade sig dette Held gaae af Hænde; men med alt var hendes reene og blufærdige Sæder, hendes velvillige og uegennyttige Tænkemaade, hendes beskedne og godmodige Væsen alt for kiændelig en Contrast mod hans pøbelagtige Sviiten, hans umættelige og grusomme Gierrighed, og hans barske og grove Adfærd, til, at han ikke deri skulde fundet en taus Satire paa sig. Da han imidlertid ikke i alt dette fandt noget, han egentlig kunde lægge hende til Last, og han dog, som Mennesker pleie, der have Uret, maatte have nogen at øde sin Harme paa, foretog han sig at hade Præstens af sit ganske Hierte, og give dem Skyld for, de havde forqvakklet og fordærvet hans Datter; heller ikke varte det længe, før han giorde Skaar i den eeneste Lise, Hedevig i sit frydløse Liv havde tilbage, den at giøre sine Pleieforældre jævnlige Besøg; og snart — saare snart fandt han en Anledning til at forbyde hende denne aldeles.

        Det er allerede ovenfor sagt, at Hennings Hovedidee var at faae sin Hedevig til en fornem Kiøbstædmadame; og skiøndt neppe nogen eeneste af hans Kiøbstædgiæster havde Forstand paa Hedevigs egentlige Værd, havde de dog alle Øine til at see, at det var en overmaade kiøn Pige, og kunde paa deres Fingre regne dem til, at det maatte blive en riig Pige. Det er altsaa naturligt, at hun ikke fattedes paa Lysthavende, især da det snart rygtedes, at Henning vilde have hende giftet ud af Bondestanden. Derimod syntes, til Hennings store Forundring, den Lykke, at komme saaledes i Høiheden, slet ikke at friste Hedevig; og ingentid var hun mindre for at være tilstæde, end just naar hendes Fader havde saadanne Giæster. Vist nok vare de Byfolk, der giæstede Henning, ikke de allerurbaneste af Sæder, de allerelskeligste af Tænkemaade; vist nok var deres hele Ærende og Forhold i Hennings Huus ikke saadant, at det kunde anbefale dem til den ædeltænkende og følende Hedevig; imidlertid var dette ikke den eeneste Grund, der giorde hende denne Tanke modbydelig. Hendes Hierte var ikke meere frit; hun elskede, elskede med sit reene Hiertes hele Trofasthed, sin Barndomslærer, Gregers Elmesund.

        Denne i hver Henseende ædle og elskværdige unge Mand var en Præstesøn der fra Øen, hvis Fader var død fra ham, omtrent i de samme Dage, da han var blevet Student, og som altsaa for ikke videre at falde sin trængende Moder til Byrde, strax havde maattet tye til at blive Huuslærer, og havde været saa lykkelig, hos Hedevigs retskafne Pleieforældre at modtages som en ældre Søn, der deelte hos sine Sødskende Underviisningen med sine Forældre, og ikke som en Leiesvend. Ønskende imidlertid saasnart mueligt, at blive istand til at giøre noget mere for sin Familie, end blot ikke at besvære den, havde han benyttet sig af Præstens udsøgte Bogsamling, og hans indsigtsfulde Anviisning til at fortsætte sine theologiske Stadia, som vare hans Yndlingsbestemmelse; og maaskee man ikke uden Føie kunde antage, at han i det, der egentlig udgiør den værdige og gavnlige Folkelærer, uendelig bedre var forberedet, end den største Deel af dem, han fik at maale sig med. Midlertid havde han ikke siddet ved Gamaliels Fødder, ikke samlet Viisdom paa Høiskolens Bænke; Examinatorerne kiændte ham ikke; hans Svar havde ikke, det p. t. modens Systemtilsnit; han var fuldkommen uøvet i at tumle sig paa Dagens daværende Kiæphest; og hans Examenscharacteer udfaldt temmelig maadelig. Den beskedne Elmesund, der ikke vidste at søge Skylden uden hos sig selv, blev mismodig herover, vendte tilbage til sin Fædrenøe, og til sine ypperlige Præstefolk, og indskrænkede nu sin hele Ærgierrighed til, et taaleligt Degnekald, saa meget mere, som Almueungdommens Underviisning, fra hans allerførste Dage af, havde forekommet ham en ligesaa vigtig og veldædig, som forsømt og ringeagtet Syssel. Midlertid døde hans Moder, og deels for at kunde efter Evne forsørge en Søster, som ved Moderens Død efterlodes ham uden Tilhold, deels og for at gaae den ordentlige og lovlige Vei til den Befordring, han attraaede, søgte, og modtog han en Landsbyeskole der i Nærheden, men vedblev midlertid i Præstens Huus at give daglig Underviisning.

        Fra spædeste Aar havde Hedevig hængt usigelig ved den venlige, fromme, godmodige Gregers; fra sin tidlige Ungdom havde Gregers havt usigelige Godhed for den ømme, milde, lærevillige Hedevig, fra tidligste Dage havde man efter een med Børn ikke usædvanlig, skiøndt vel som oftest ilde overlagt Spøg, kaldt ham Hedevigs Kiæreste, og, som vel ikke heller er saa usædvanligt, skiøndt ikke altid under saa aldeles ulykkelige Auspicier, som her, Spøg blev med Tiden til Alvor. Præstens, der inderlig elskede den brave og duelige Gregers, og der vare fuldt og fast overbeviste, at han maatte i hver Henseende blive et, som man i Hverdagssproget kalder det, bedre Partie, end Hedevig i sin Stand kunde giøre sig Haab om, havde fra deres Side intet derimod; i øvrigt var der aldeles ingen Væsen giort af den hele Sag, som en Ting, der var kommen saa at sige af sig selv; overbeviist om, at Hedevig elskede ham, og vilde, naar han blev istand til at begiære hende, give ham Fortrinet for enhver anden, havde Gregers aldrig fundet det fornødent at forvisse sig hendes Ja ved noget Løfte; heller ikke havde Hedevig nogensinde enten ventet eller modtaget nogen Kiærlighedserklæring af Gregers, hvem hun, saalænge hun var istand til at erindres, vidste, hun havde været saa kiær.

        Ganske andet Udseende fik Tingen, da Hedevig kom hiem til sin Faders. Havde end Henning aldrig havt andre Planer med sin Datter, nærede han dog for stort et Nag til Alt, hvad der paa nogen Maade hang sammen med Præstens, til at samtykke i, hun var blevet Gregers Kone. Meget mere maatte det efter hans nuværende Hensigter og Udsigter være ham en modbydelig Tanke, at forestille sig hende, som en fattig Skoleholderkone, eller en simpel Degnemadame. Aldrig saasnart havde derfor nogle af hans Kiøbstædgiæster, i Følge det i saadanne Udegne herskende Sladdersystem, ladet et Ord falde om, at der vel mellem Gregers og Hedevig tørde være noget saadant paa Færde, førend Henning, strax de vare tagne bort, kaldte hende for sig, og med sin sædvanlige barske og bydende Tone spurgte den frygtsomme Pige, hvad det var for Narestreger med hende og Gregers? Forgiæves forsikkrede den sandrue Hedevig, at hun ingenlunde var forlovet med Gregers, hvorvel hun tilstod, hun holdt meget af ham, og han uden tvivl ikke mindre af hende! den mistroiske og pengestolte Henning var alt for overbeviist om, at en Prakker, som denne Elmesund, ingen Ting havde forsømt eller vilde forsømme, for at forvisse sig hans Grunker; han tog altsaa heraf Anledning til, aldeles og paa det bestemteste at forbyde Hedevig, nogensinde at sætte sin Fod til Præstens, eller have mindste Omgang med dem; ja han udstrakte endog Forbudet saavidt, at han formeente hende at gaae i Kirke, naar han ikke selv fulgte med, som naturligviis ikke ofte gik paa, især siden han engang ved at høre en Prædiken om den rige Mand, hans Levnet, og hans Skiæbne, havde sat sig i Hovedet, Præsten havde præket om ham. Hedevig græd, og adlød; og dobbelt græd hun, da et Par Dage derpaa hun inde i sit Værelse bag sit Vinduesgardin usynlig og taus maatte være Vidne til, hvor studs Henning afviste tvende af Præstens Døttre, der kom, at see til hende, da de troede, hun maatte være syg, siden hun ikke sidste Søndag havde været i Kirke; men endnu værre blev, hvad hun dog var saa lykkelig ikke at høre, Elmesunds Søster modtaget, som Budbærer samme Eftermiddag fik derhen i samme Ærinde; saa godt som med reene Ord sagde Henning hende i Øinene, ham vilde ingen Kiøblen vide af at sige, og han havde ikke slidt saa suurt for, hvad han havde samlet i Verden, paa det hun og hendes skulde giøre sig tilgode paa hans Regning.

        Gregerses Søster bragte med nogen Ømfindtlighed sin Broder denne uartige Tiltale; og den arme Gregers, der kiændte Henning for vel, til ikke strax at oversee Alt, hvad der laae deri, vidste i denne sin Nød ingen at tye til uden Præstens; men da han nu tillige erfarede, at Døttrene derfra vare ikke blevne synderlig bedre behandlede, tabte han Modet aldeles. Præstekonen vilde, at hendes Mand skulde gaae til Henning, og tale alvorlig med ham, men Præsten afslog det; han havde, sagde han, havt, og kom endnu til at have, saamange ubehagelige Samtaler med ham paa Embedsvegne, at han ikke maatte vove paa, at give sig blot for en Samtale, hvori den faderlige Myndighed gav Henning slige ubillige Fordele. Dette eene lovede han Gregers, at han med sit Embeds- og sin egen hele Anseelse skulde vaage over, at Hedevig ikke skulde blive tvungen at give nogen anden sin Haand; i øvrigt raadede han ham, at holde sig fuldkommen roelig, i det mindste til han var i Besiddelse af det ønskede Degnekald, hvis nærværende Ihændehaver gik paa Gravsens Bredde. Da dette var, hvad Gregers, naar intet ufordelagtige var indtruffet, desuden havde været besluttet at giøre, og han aldrig kunde eller burde tænke paa i sine nærværende knappe Kaar at forbinde nogens Skiæbne med sin, maatte han træde over paa Præstens Mening, saameget han end havde ønsket, at Præstekonens maatte været blevet den giældende.

        Saaledes hengleed i Sorg for Gregers og Hedevig heele den Sommer; aldrig undtes dem Leilighed til at see hinanden eller høre fra hinanden; men de truste paa hinanden desmere. Efteraaret kom tidlig det Aar, og med usædvanlig Barskhed; allerede midt i November var der faldet en Snee saa dyb, som det kunde være ved Nytaar; med alt det var Søen aaben, og i det stormige og sludfulde Veirligt hørte man idelig om forulykkede Skibe; men hvoraf, til Ærgrelse for Henning, ikke et eeneste kom til at staae paa hans Forstrand. Han var derover endnu vanskeligere, og barskere end sædvanlig, og mere end eengang hørte man ham med mange Forbandelser sige, at naar de ikke selv vilde komme, maatte man see, man kunde vise dem Vei. Midt under Alt dette begyndte der, som da paa saadanne Smaastæder ikke det mindste kan skee, uden at blive bekiændt, at ymtes om, at rige Henning maatte have noget af Betydenhed for, hvad det var; mod al Sædvane medbragde Posten idelig Breve til ham, og nylig var der kommet et fra Kiøbenhavn, saa stort, som der kunde være et Cancelliebrev inden i; man giættede frem og tilbage. Gregers ængstedes og grublede; endelig opløstes Gaaden, da een af de Smaapiger, der gik i Skole hos ham, en Morgen bragte ham følgende Sæddel fra Hedevig.

        Kiære Gregers!

        Jeg veed, det er noget forunderligt, jeg har at skrive Dem til om, og at det ikke skikker sig for en Pige, at skrive saaledes til Mandfolk; men jeg har ingen anden Trøst og Tillid end Dem. Min Fader har fastsat sig i Hovedet, at vi to ere forlovede sammen, og da han nu paa ingen Maade vil, at jeg maatte faae Dem, saa vil han med Magt gifte mig med en Kiøbmand ovre fra Siællandssiden, som kommer hertil, og handler her; og for det, jeg ingen Medhold skal faae af vor Præst, saa veed jeg, han har løst Kongebrev, og vil bringe mig derover, og saa skal jeg nok, siger han, der blive viet, enten jeg vil eller ikke. Det nytter ikke, at jeg har forsikkret min Fader, at saa meget jeg ogsaa holdt af Dem, var jeg dog aldrig istand til at gifte mig mod hans Villie; det, siger han, er kun Snak, som jeg vil dysse ham i Søvn med; men nu har jeg tænkt, at naar kanskee De, gode Gregers! gav ham den samme Forsikkring, saa maatte han dog troe Dem, og saa lod han være at plage mig for at tage det fæle Menneske; dog, ham tager jeg saa paa ingen Maade; men jeg vilde saa nødig sætte mig op mod min Fader. Farvel kiære Gregers! ynk mig, og hielp mig, om De kan.

    P. S. Fader vil ud i Aften, det veed jeg, for han har havt Hast med at faae den Lygte giort i Stand, han bruger at ride med; saa maaskee De kunde faae Svar til mig, for naar Fader er tilstæde, veed De nok, at ingen, især af mine gamle Venner, maae faae mig i Tale. Farvel, kiære Gregers! og tak for hver glad Time, vi har havt sammen i min lykkelige Barndom.

        Hvorledes Gregers blev tilmode, da han fik denne Sæddel, vil enhver, der har Hierte, lettelig kunne forestille sig. Han maatte paa Timen lade Børnene gaae; han var hverken i Stand til at fatte eller samle sig; han lukkede sig inde i sit Værelse; blev dertil imod Mørkningen, og skrev heele Tiden igiennem. Anden Dagen fandt man et Brev til Præsten, hvori han frasagde sig Skolen, bad ham undskylde, at han maatte giøre det saa pludselig, og besvor ham, at tage sig af hans Søster, indtil han kunde lade hende høre fra sig igien. Til hans Søster, som just den Dag var henne til Præstens, laae der et andet Brev med de faa Penge i, han havde; tillige bad han hende, ikke at være uroelig for ham; han havde maatte forlade Øen, men han haabede, inden kort Tid skulde hun høre fra ham, og saalænge Gud undte ham Livet, skulde han sørge for hende, saa godt han kunde. Da det blev mørkt, gik han ud, og kom ikke mere tilbage.

        Stridige og høist underlige vare de Gisninger, man giorde sig, da hans Søster, som var, formedelst Sneefoget og Mørket, den Aften blevet opholdt til Præstens, anden Dagen kom hiem, fandt Brevene, og det blev bekiændt, at Gregers var borte; hverken ved Kosters eller Grønsunds Færge vidste man af ham at sige; fra det Øieblik af han var gaaet ud af Skolehuset, var, saa at sige, hvert Spor af ham forsvundet; et fattigt halvvoxent Pigebarn, som han og hans Søster havde taget til sig, sagde, hun havde troet, han var gaaet til Præstens efter sin Søster; skiøndt det var rigtig nok kommet hende underligt for, da hun lukte Døren efter ham, at han var gaaet til den anden Side; men hun troede, han havde giort det i Tanker, for han havde den hele Dag, ligesiden han lod Børnene gaae, været saa underlig. Imidlertid beroeligede man sig ved hans Breve, da man saae, at det var hans Hensigt, snart at lade høre fra sig, og man altsaa var overtydet om, at saa pludselig og uforklarlig end hans Beslutning havde været, kunde den dog ikke være voldsom eller fortvivlet; ja hans religieuse Ven Præsten smigrede sig endog med, heri at finde en høiere Styrelse for igien at bringe Gregers paa den vigtigere og virksommere Bane, som han af alt for beskeden Mistillid havde forsaget.

        Anderledes var Stemningen til Hennings, da det opad Dagen rygtedes der, at Gregers var borte. Henning, som var bister, fordi han den halve Nat havde redet forgieves i Klinten efter Skibbrudne, og endog tydelig hørt Nødskrig, og dog, da det dagedes, intet Spor deraf havde kundet opdage, faldt efter sin Sædvane strax paa den værste Mening, og paastod, Gregers holdt sig forstukket et Steds der i Egnen, maaskee i Præstegaarden, til hans Datter ogsaa kunde faae Leilighed, at liste sig, og de kunne løbe bort sammen; men forsikkrede hende tillige, han skulde nok vide at lukke for den Fugl, saa der intet skulde blive af. Men saare langt vare slige Anlæg og slige Forventninger fra Hedevigs Tanker; fra det Øieblik af hun hørte, han var borte, foer en mørk altfor vis Anelse igiennem hendes Hierte; det behøves ikke, sagde hun med den stille Sagtmodighed, der er den haab- og trøst-løse Sorg saa egen, til sin Fader; det behøves ikke, at holde os fra hinanden; derfra, hvor han er, kommer han ikke mere til mig, og naar jeg skal til ham, kan ingen jordisk Magt holde mig tilbage.

        Fra det Øieblik af tæredes Hedevig øiensynlig og daglig hen af Sorg, saa at selv hendes Fader, der endnu i Begyndelsen vilde vedblive at være mistænksom, ja endog i Forstningen endnu udlod sig med at vilde, efter sin første Plan have hende over til Siælland, for at faae hende gift efter sit Sind, ikke blot saae sig nødsaget at opgive dette Forehavende aldeles, men endog inden kort Tid at kalde en duelig Læge, som forsikkrede ham snart, at al hans Kunst var forgieves, og at hendes Sygdom laae ulægelig i hendes Sind. Forgiæves søgte nu Faderen ved mildere Behandling at muntre hende; forgiæves tillod han hende at fornye den gamle Omgang med Præstens, ja endog at tage derhen nogen Tid; hun svandt — efter Digterens deilige Beskrivelse, som Lillien i Enge. Forgiæves søgte og de eiegode kiærlige Præstefolk at trøste hende med Haab, at høre snart fra sin Gregers. Jeg har hørt fra ham, var hendes Svar, og hører nu intet meere, før vi samles igien; og da Præsten trængte ind paa hende for at faae Oplysning om disse Ord, der ligesom mod hendes Villie syntes at være slupne hende af Munden, tilstod hun da omsider: at, som hun den Aften, da han blev borte, havde siddet eene paa sit Værelse, og ventet paa Svar fra ham, maaskee paa ham selv; var der pludselig kommet saadan en underlig besynderlig Angst over hende, som havde varet nogle Minuter; med eet havde det været for hende, som om to iiskolde Hænder trykkede hendes Haand, og der var noget, der drog et dybt Suk, ligesom et Dødssuk i det samme; uden selv at vide, hvorover, var hun med eet brustet saa bitterlig i at græde; og da hun for at faae sit Sind igien i Roelighed, vilde tage fat paa en gudelig Bog, var Psalmebogen kommet hende i Hænde, og en Liigpsalme var lige faldet op for hende; og i det samme var det, som een sagde til hende: Gregers er død; og det var lige paa samme Tid, som hendes Fader sagde, han havde hørt de ulykkelige Nødselskrig!

        Vel var Præsten for oplyst en Mand, til at troe paa Anelser og Varsler; men tillige var han for fornuftig til at vilde nægte, end sige, haane Alt, hvad han ikke begreb, eller kunde forklare; hvorvel han nu søgte med alle muelige Fornuft- og Religions-Grunde at beroelige Hedevig, giorde dog disse Omstændigheder ham selv opmærksom, og tankefuld; saa meget mere, som den eene Uge gik efter den anden, uden at Gregers lod høre fra sig. Var han kommen af Dage, maatte det være skeet uforsætlig, det stod baade hans hele Tænkemaade, og hans Afskedsbreve fuldkommen inde for; men hvorledes? skulde det være skeet ved et ulykkeligt Tilfælde? eller skulde han vel endog være dræbt? og var han myrdet, hvo skulde da kunde være Gierningsmanden, uden den eeneste, skiøndt uforskyldte, Uven, Gregers havde paa Jorden? denne sidste skrækkelige Mistanke paatrængte sig alt for uundgaaelig til, at Præsten reent kunde undslaae sig for den; men paa den anden Side, hvor megen Forsigtighed paabød ikke blot Klogskab, men endog Menneskelighed ham, enten saa Mistanken befandtes grundet eller ikke. Omsider traf han en Leilighed til at komme Henning ligesom tilfældigviis i Tale; han bragte da Samtalen hen paa hans Datter, og hendes Troe, at Gregers skulde være kommet af Dage, og berørte nu ligesom tilfældig den Omstændighed, at hun paastod, hendes Fader samme Aften havde hørt et ligedant Varsel. Nu havde han vel den Trøst, at Henning med alle Tegn paa en i denne Henseende rolig Samvittighed fortalte ham, at han havde redet den Aften neden for Klinten med en Lygte, som han pleiede, naar han formodede Skibbrud, og saa havde han hørt de Skriig, som de altid pleiede at høre, naar nogen skulde forgaae; men om det var paa Søen, eller hvor det var, havde han ikke kundet skielne. En Trøst var det for Præsten, at her i det mindste efter Rimelighed ingen Ugierning var begaaet; men at der var skeet en Ulykke blev ham stedse mere og mere sandsynligt; og stræbte han alt mere og mere at forberede Hedevig derpaa, skiøndt uden Nødvendighed, thi hun var baade forberedet og fattet; jeg veed, han er borte, sagde hun, og jeg veed ogsaa, jeg snart kommer til ham. Dette søgte vel Præsten og hans ædle Kone at snakke hende af med, men fuldkommen mod deres egen Overbeviisning; thi uagtet alt, hvad den kiærligste Omgang, og omhyggeligste Pleie kunde giøre, saae de hende hentæres, hensvinde Dag fra Dag, og næsten var denne nys saa blomstrende Pige ikke andet end en svævende Skygge, som de hvert Øieblik maatte vente vilde undsvæve dem til sit Hiem til Skyggernes Rige.

        Saaledes henrandt en sørgelig Vinter, uden at nogen nærere Oplysning var fundet; endelig kom Foraaret; i een af dets første Dage, kom nogle Drenge hiem i Præstegaarden med en Hat, de havde fundet i Klint-Bekken, da de løb og legede paa Strandbredden. Ingen lagde videre synderlig Mærke dertil, da det var saa sædvanligt, at Søen bar saadanne Levninger dertil Landet; men i det samme kom Hedevig der forbi, og kastede neppe et Øie derpaa, før hun raabte: der er hans Hat! Gregers er fundet! og sank i det samme livløs tilbage; man løb til, bar hende ind i Seng, og fik hende med største Møie til Live igien; saasnart hun slog Øinene op, og kom til nogen Bevidsthed, sagde hun med afmægtig Stemme: Gregers! og vilde, man skulde tilstaae hende, Liget var fundet, og lade hende see det. Hendes ærværdige Pleiefader fik hende vel af denne Vildfarelse, men da han ydermere søgte at overtyde hende, at Hatten gierne kunde være en Andens, fordrede hun den, viiste ham en Lidse, hun, medens hun var der i Huset, selv havde sat derom; og inden nogen tænkte derpaa, havde hun løst den af, og vundet den om sin Arm; man vilde liste den fra hende igien; men med usædvanlig Kraft modsatte hun sig: Nei! nei! sagde hun, har den fulgt ham i hans Død, skal den og gaae med mig i min Grav! man vovede i hendes svage Tilstand ikke at giøre hende imod, og maatte følgelig, saa nødig man end giorde det, lade hende heri have sin Villie.

        Midlertid havde Præsten, i den Overtydning, at man nu maatte komme til Vished om Gregers, sendt sine Karle ud med Drengene, til det Sted, hvor Hatten var fundet. Da det var langt oppe i Bækken imellem Klinterne, var der ingen Rimelighed i, at den skulde være kastet ind af Havet; den ene af Karlene faldt derfor paa, man skulde prøve, at gaae ovenom paa Klintetinden, at see, om intet der var at spore. Længe omvankede de forgiæves, ikke uden Møie og Fare; endelig kom een af Karlene ud paa den yderste Klinttind, lige over Svælget, og her i et Sneeskrid, i en Huling af Klinten, adskillige Favne nedenfor, troede han at øine noget, som en Flig af en Kiole. Længe trættede man ham imod, da det syntes ubegribeligt, hvorledes noget Menneske skulde kunde kommet derhen; omsider besluttede man, med et Toug at fire en af Drengene derned; og det var, som Karlen havde paastaaet; Gregers laae der begravet i Sneen, hverken forslaaet eller gaaet i Forraadnelse. Man hentede Præsten og Øvrigheden; ikke uden megen Vanskelighed fik man Liget op fra sit Leie; man besaae det meget nøie, og ikke mindste Spor viiste sig til nogen voldsom Behandling. Den Ulykkelige — saae man tydelig — maatte ved een eller anden Omstændighed blevet bragt af sin Vei, havde forvildet sig, var derpaa uden Tvivl gaaet efter Skimtet af den Lygte, Henning reed med der i Nærheden — siden denne havde kundet høre hans Nødskrig — og var derved bleven lokket ud i dette Sneesvælg, hvori han var sunket med eet, uden at være i Stand til, at arbeide sig tilbage;

og var siden ved den begyndende Vaartøe tillige med den heele Sneemasse, hvori han var begravet, skredet ned i den Dybning, hvori han nu fandtes. Da han her laae ganske uforraadnet og frisk, som hvad der bevares i Sneen, saae man roelig Resignation paa hans Ansigt; og ikke behøvede man at være i Tvivl om, hvad hans sidste Tanke, eller for hvem hans sidste Bøn til Gud havde været, thi i hans foldede Hænder var Hedevigs Brev; i hans Lomme fandt man et Brev, der, skiøndt ulæseligt af Sneevandet, endnu kunde spores at være til Henning.

        Man bragte nu Liget til Præstens, for at lade det begrave i Maglebye Kirkegaard.

        Hedevig havde, lige siden hiin hæftige Opbrusning, da man vilde tage Lidsen fra hende, ligget stille hen, ligesom halv i Dvale, talte ikke, syntes heller ikke at høre; kun nu og da, naar hun ligesom vaagnede lidet, syntes hun at føle ængstlig til Lidsen, om hun ogsaa havde den endnu. Om under denne hendes Tilstand nogen af de Tilstædeværende havde talt indbyrdes om, at man var ude at hente Gregers, og hun da i sin Halvslummer havde utydelig hørt det, skal jeg ikke kunne sige, skiøndt Præstens Døttre, der vaagede inde hos hende, ikke vilde vide deraf; men i det Porten aabnedes, og de kom i Gaarden med Liget, slog hun for sidste Gang de to store lyseblaae Øine op, raabte med Fyrighed Gregers! og ligesom vilde reise sig at tage imod ham; sank i det samme tilbage, drog et Suk, og var ikke mere.

        Gamle Henning var, saa haard han end syntes, utrøstelig over sin Datters Forliis, som han i sit Hierte maatte bebreide sig selv. For at neddysse sine Nag forfaldt han efter saadanne raa Menneskers Maade, aldeles til Drukkenskab; og da derved hans Omstændigheder, som allerede havde nogen Tid været i Aftagende, bestandig forværredes, drev han sit Strandran mere uforskammet end nogensinde. Derved indviklede han sig endelig i en farlig criminel Sag, hvori han vel omsider blev saa temmelig frikiændt; men der gives de Sager, der ikke koste stort mindre at vinde end tabe; han forarmedes ganske, og maatte tilsidst paa sine gamle Dage leve af Almisser, som de godhiertede Møenboer, saalidet de end fandt ham Medlidenhed værd, ikke havde Hierte at nægte ham.

        Hedevig og Gregers hvile i een Grav paa Maglebye Kirkegaard; Graven, har man fortalt mig, bliver tit — i det mindste til Høitiderne — prydet med Blomster, og vil uden tvivl blive det, saalænge der endnu i Sognet er af Hedevigs Jævnaarige eller Gregerses gamle Disciple tilbage.

        Dette er, kiæreste Pram! den Begivenhed, til hvis Minde hiint Egekors reistes paa det Sted, hvor Gregers fandt sin Død, da han gik hen at overbringe det Brev, hvori han frasagde sig sit Livs sødeste Drøm, Haabet om Hedevig; da han sneeg sig denne afsides Vei, for dog, uden at møde Henning, at komme til at see hende eengang endnu, i det han frasagde sig hende; jeg har indskrænket mig til at fortælle dig den, som den ved den mundtlige Tradition er overantvordet mig.