Antologier

          Paaskeklokken kimed’ mildt

          fra den danske Kyst,

          meldte over Lande

          dog om saa haard en Dyst.

Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!

Gud han raader, naar vi fange Sejer igjen.

        Listet var i Mulm og Nat

        hid den tyske Hær;

        knap de danske Drenge

        fik Tid at spænde Sværd.

        Aabent Bryst var Landeværn,

        Mod var Mandeskjold;

        Tysken maatte bygge

        af egne Lig en Vold.

        Kuglen peb, og Sværdet sang

        til Kartovers Brag;

        Tysken maatte lære

        det danske Sprog den Dag.

        Over Thyras brustne Led

        Blod i Strømme randt;

        Tysken maatte kjøbe

        helt dyrt hvert Fjed, han vandt.

        Vegen er for Overmagt

        liden Flok tilsidst;

        men af Danmarks Ære

        den intet haver mist.

          Blegnet er saa mangen Kind,

          færre er de faa;

          men for Danmarks Ære

          vi end er nok at slaa.

Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!

Gud han raader, naar vi fange Sejer igjen.