Antologier

Om Danemarks Kvide der lød en Sang

            saa sørgelig;

der var ingen Konning i Danevang,

            men Borgerkrig;

Dansken var fredløs i Skov og paa Hede,

Herrer vi havde af Himmelens Yrede,

for Tyskerne reves om Danmark.

Det voldte en Konning saa svigefuld

            som Skum paa Vand;

det voldte to Grever af Jættekuld

            i Holsterland;

mange om Skylden og flere om Skaden,

Fjenden paa Borgen og Falskhed paa Gaden,

da Tyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen var sig en Riddersmand

            paa Nørreris;

og aldrig forstummer i Hedeland

            den Herres Pris;

lian tog af Dage den kullede Greve,

fri vilde kan enten dø eller leve,

da Tyskerne reves om Danmark.

Den kullede Greve drog op i Nør

            i Herrefærd;

kan rykkede frem, som kan plej ed’ før

            med Ild og Sværd;

Jyderne alle fra Randers til Ribe

danse kan bød efter Holsternes Pibe,

for Tyskerne reves om Danmark.

Niels Ebbesen for da i Harnisk brat

            for Landefred;

han gjæstede Greven en Foraarsnat,

            og Sværdet bed;

fri vilde kan enten dø eller leve,

Livet kan tog af den kullede Greve,

da Tyskerne reves om Danmark.

Forgangne er siden fem Hundred’ Aar

            i Lyst og Nød;

end Danebrog vajer, og Danmark staar

            i Aften rød. —

Kappes nu, alle Smaafugle i Lunden!

nu er til Sang om Niels Ebbesen Stunden.

— Lad Tyskerne græde for Danmark!