Nu er da Vaaren kommen,
Nu er os Busken læ,
Og Nattergalen toner
Sødt i det grønne Træ.
Og hulde de unge Roser
Tæt ved hverandre staa:
Og klart de runde Vover
I Sølverbækken gaae.
See Aftenstiernen smiler,
Den vækker Elskovs Lyst
O see den smukke Pige
Hist med det fulde Bryst.
Og see de smaae Zefirer,
See, hvor de uden Larm
Det tynde Flor bortrive,
Som dækker hendes Barm.
O Pige! søde Pige!
Nu har jeg lukt min Bog,
Jeg sidder ei, og stirrer
Meer i det gamle Sprog;
Det Liv, som der jeg finder,
Det blomstrer ude nu,
Ak kom min Elskerinde!
Hvor længe tøver du.
Du Himmel, som kan skue,
Du Zefir, som kan staae,
Du Lillie, som kan lue,
Du Rose, som kan gaae,
Sødt hviske Nattergale,
Naar Skoven sig har svalt,
Du synger, og kan tale,
Du søde Alt i Alt!
Ak kommer, og omringer
Den unge Sanger her!
Mens høit hans Lyre klinger
Bag disse Bøgetræer;
Om Amors Rosenlænker
Han henrykt synge vil,
Ak kommer hid og skienker
Et Kys ham for sit Spil.
Ak Tiden gaaer tilbage,
Naar Livet springer frem,
De unge gamle Dage
Staae op fra mørke Hiem.
Slet intet da jeg savner
I Favnen af min Møe,
I Skoven springe Fauner
Dryader i min Søe.
Og Pan staaer kiæk for Skoven
Brat for en Tiornehæk,
Og jager Tidens Kloge
Bort med en panisk Skræk,
Som vil min Dryas dræbe
Min overgivne Faun
Og med en iisnet Læbe
Koldt spotter Elskers Navn.
Oehlenschlæger.