Lyder Christian Sagen (1777–1850)

Du, som min Barndom gav din Omsorg og dit Stempel,

Dit Minde, Hiemmetsavn, end blomstrer i mit Bryst,

Mit Øre lytter til dit blide Ekkos Røst;

Mit Hierte dyrker end dit skovbegroede Tempel,

Jeg seer dig blussende af Kraft og Ild

Gigantisk dristig og poetisk vild.

Med Yndets Tryllesprog jeg hører dig at tale!

Hver Tanke i dit Skiød klar som din Himmel er;

Paa dine Fossers Skum den vilde Kraft du bær,

Og Freden vandrer taus i dine stille Dale,

Stolt dine Field’ mod Himlen skue op,

Og slynger Stiernekrands om høie Top.

Saa var den glemte Egn, hvor Ossians Røst sig hæved,

Med Guddom i sit Bryst, med Vinden i sit Haar.

Han stod paa Klippens Top, og sang — forsvundne Aar,

Liig Gienfærdskarer rundt omkring hans Lyre svæved;

Frem giennem Sekler kom hans Gudesang,

Med Duens Enfold, og med Tordnens Gang.

Hvor skiøn din Sommer er! paa engang Jettevorden,

Han stiger blomsterklædt af Sneens Vugge blød,

Paa engang Knop og Frugt han bærer i sit Skiød,

Og runder med et Strøg hver Ax, som kroner Jorden,

Selv Dagen, som omfavner dig saa blid,

Forglemmer da sin halve Hviletid.

Skiøn er din Vinter selv; han som en Helt fremtræder

Med Rimfrost i sit Skiæg, en Grankrands om sit Haar;

Han gaaer, og Sølverkorn kring dine Lunde saaer,

Og med forfrossen Haand i Dalen Liljer spreder.

Paa Bølgen, nys i Krig med Skiærets Kant,

Han lægger tungt sit Skiold af Diamant.

Hvor vare vi blandt dine Fielde glade,

Naar paa den krumme Ski fra Klippens hvide Bryn

Vor raske Drengestok nedstyrted’ som fra Skyen,

Og svævede paa Staal henover Bølgens Flade.

Omkring os Sneen, Rosen paa vor Kind,

Med Bryst af Uskyld, og med Fod af Vind.

Hvor glad jeg Maanen saae paa Himlens dunkle Bue

Bag Vintrets Sølversky — Men Stormen kom med Hast,

Den feied’ Klippens Snee; selv Egen skialv og brast,

Og Nordlys knitred ned fra Himmelen i Lue.

Og Skovens Rehn, fra Busken jaget op,

Stod der og sky paa Fieldets nøgne Top.

Meer mild din Sommernat kom dine Børn at fryde,

En Lyd af Egnens Leeg forfølger hendes Spoer,

En Perlekrands af Dug fra Lokkerne hun snoer.

Det lyseblaae Ætherflor de gyldne Stierner pryde.

Let hendes Vogn ad Marken ruller hen,

Naar Dagen Øie straaler frem igien.

I uforvisnet Pragt din Skov mod Skyen kneiser.

Med Diadem af Mulm, med tunge Kiempeskræd

Gaaer Jordens Aarsbarn, Fyr, fra dine Klipper ned

Og herskende sit Spir paa skummet Bølge reiser.

Ei speile meer i Indsøens Lyst, hvis Bred

Er i et vældigt Klippebælte klædt.

Dig, som min Fødeegn i Moderskiødet bærer,

Tyranners haarde Skræk, og gamle Friheds Værn,

Dig kiække Klippesøn, dig hilser jeg, o Jern!

Som Roma gysed’ for, og endnu evig ærer,

Du Ørnes Legion i Flugten sloge

Og seirende ad Klippen atter drog.

Stig stolt fra Klippens Skiød blandt Palmerne af Freden,

Og slyng din stærke Arm omkring din Hiemmeegn;

Din Styrke bruge vi til Landefredens Hegn,

Til blanke Plovskiær hvæst, til Høstens Segel vreden.

Og seirende som Segel og som Sværd

Du meie Agren, meie Fiendehær.

Lad andre Folkesfærd af Vellysts Bæger nippe,

Og synke i dens Favn saa kraftesløs og kold.

Det Folk jeg fødtes blandt, vil blot, som Hedenold,

Sin Enfold og sin Plov, sin Frihed og sin Klippe.

Did kom ei Blødhed — Deres gamle Troe

Staaer fast som Field, hvor deres Slægter boe.

Tag, Pige fra min Egn, den Krands, en Landsmand binder,

Fra Stadens Dukker flyer hans Siel saa længselfuld

Til eders muntre Kreds, hvor Uskyld smiler huld,

Og Sundhedsblommer staae paa eders blide Kinder,

Blufærdige I Speilets Roes forsmaae,

Fra Bølgen selv I rød’ som Luna gaae.

Forraader mig min Sang? — O lad din Søn dog vinde

En Hytte i dit Skiød, o Fødestavn, engang,

Din Høihed for sin Siel, din Enfold for sin Sang,

Fra dine Ædles Bryst et kiærligt Suk til Minde.

Lad dine Blomsters Duft, dit friske Løv

Ei skye den Torv, som grønnes paa hans Støv.