Hvor er det sødt, ved Vintertide,
Naar Lampen lyser paa din Kind,
At sidde stille ved din Side
Og see dig dybt i Øiet ind,
Mens udenfor de barske Vinde
Misunde os vor Fred herinde.
Mig synes, naar jeg saadan sidder,
Det er en yndig Sommerkveld,
Jeg troer at høre Fuglekvidder
Og Rislen af et Kildevæld;
Thi al den lyse Sommers Glæde
Har i mit Hjerte taget Sæde.
Dit dybe Sind er da den stille,
Umaalte Sø, jeg hviler ved,
Og dine Øines Straaler spille
Liig Maaneskjær paa Bølgen ned,
Hvor Hjertets rene Længselsdrømme
Som hvide Svaner sagte svømme.
O, kunde blot mit Øie trænge
Ind i dit Væsens tause Grund,
Hvor Elskovs Perle hviled længe
Urørt paa Søens dybe Bund;
O, kunde jeg, naar Stjerner bæve,
En salig Midnat Skatten hæve!
Kom mig til Hjælp, min Sang, du lette!
Skyd Baaden ud, heis hviden Seil,
Grib sødt i Strængen, mens vi sætte
Ud paa det maaneklare Speil!
Hvo veed, om ei en venlig Bølge
Forraader os, hvad den skal dølge.