Kom, kom! lad os flye,
Du og jeg, min Veninde!
Ud i Skovenes Ly,
Der er Freden at finde.
Lad os flye denne Stad,
Som et trykkende Fængsel,
Med dens Lænker af Had
Og dens Gitter af Længsel.
Her er Elskov en Fugl,
Som skal jages og fældes,
Hist i Skoven er Skjul,
Hvor ei Kyssene tælles.
Her forfølger os haardt
Baade Tunger og Blikke;
Men den eensomme Hjort,
Den forraader os ikke.
Kom, kom! lad os flye!
Jeg kan sagte fornemme
Gjennem Tummel og Gny
Skovens venlige Stemme:
»Kom til mig! her er Trøst
Under Løvet at sanke;
Hver en Blomst ved mit Bryst
Er en Kjærligheds Tanke.«
»For det elskende Sind
Er der godt i min Skygge;
Hver en svævende Vind
Er et Budskab om Lykke.
I, hvis Liv er saa kort,
Som de faldende Blades!
Vil I kaste det bort,
Hvor der kæmpes og hades?«
Kom, kom! lad os flye,
Du og jeg, min Veninde!
Ud i Skovenes Ly,
Der er Freden at finde.
Kun hvor Dæmringens Ro
Over Livet sig breder,
Finder Hjertet den Bro,
Som til Salighed leder.