Sex og tyvende Sang
Vellystige.
Vellystige.
Heelt ofte sagde Mesteren, den kiære,
Mens Een for Een vi langsmed Randen skrede:
"Giv Agt, lad mig Forsigtighed dig lære!"
Min høire Skulder rørtes allerede
Af Solens Glands, der fiernt paa Himlens Bue
Forvandled Blaat til Hvidt i Vesterlede.
Jeg giorde rødere den gule Lue
Ved Skyggen, som jeg kasted, og paa denne
Gav mange Siæle nu sig til at skue.
Det Særsyn ene fik dem til at vende
Opmærksomheden mod mig og at sige:
"Hans Legem synes ei af Luft derhenne."
Saavidt som mulig bøied de sig lige
Hen hvor jeg gik, men vogted med det Samme
Sig vel, for ud af Luerne at vige.
"O du, som bagest gaaer langs Fieldets Ramme,
"Og vist af Ærefrygt de Andre følger!
"Svar mig, som brænder her i Tørst og Flamme.
"See, jeg og hver en Aand, som Luen dølger,
"Meer tørster efter Svar, end nogen Inder
"Og Æthioper efter svale Bølger.
"Hvor gaaer det til, at Solen ikke skinner
"Igiennem dig, retsom du endnu ikke
"Var fanget i det Net, som Døden spinder?"
Saa taled En, og alt jeg vilde skikke
Mig til at svare, da med eet der hændte
Sig noget Nyt, som fængsled mine Blikke.
Thi midt paa Veien, som i Flammer brændte,
Et andet Folk om Klippevæggen bøied,
Med deres Aasyn imod Hine vendte.
Snelt Skyggerne mig ile forbi Øiet,
De kysses ømt i Luerne, de klare,
Og skilles ad, med stakket Glæde nøiet.
Saalunde seer man i en Myreskare
Den ene til den andens Hoved støde,
Maaskee for Nyt om Veien at erfare.
Knap var tilende dette Venskabsmøde,
Knap rørte Foden atter Fieldets Blokke,
Før Skyggerne i høie Raab udbrøde.
De Andre sang: "Pasiphae forsøgte
"I Koen til sin Brynde Tyr at lokke."
Derpaa, liig Tranesværmene, der flygte
Alt som de Solen eller Frosten frygte,
Forsvandt det ene Folk, imens det andet
Gik med os og paany istemmed hine
Nysnævnte Kvad og Raab med Taarer blandet.
Og atter seer jeg henimod mig trine
De Samme, som mig bad en Stund forleden;
Igien de lytted med opmærksom Mine.
Da mæled jeg, som deres tause Beden
Forstod: O I, hvem Herren har udkaaret
Til engang, naar det skeer, at finde Freden!
Jeg hverken modent eller ufuldbaaret
Mit Legem har forladt, men hid at bære
Med Blod og Lemmer det, blev mig beskaaret.
Jeg opad gaaer, for ei meer blind at være,
Og denne Naade skylder jeg en Kvinde,
Som beder for mig hist blandt Himlens Hære.
O, men saasandt I Bod for Savn maae vinde,
Og snart faae Bolig i den vide Himmel,
Hvis Hvælving slutter Kiærligheden inde:
Siig, hvem I er, og hvad det er for Stimmel,
Som bag Jer gaaer, at jeg kan fylde Blade
Med Kvad engang om disse Skyggers Vrimmel.
Ei anderledes staaer paa Slettens Flade
Den plumpe Biergbo uden Maal og Mæle,
Forvirret gabende paa By og Gade
End her i stum Forundring alle Siæle;
Men da de havde denne Vægt afkastet,
Der kort kun i et ædelt Sind kan dvæle,
Tilorde Skyggen tog, mens frem vi hasted:
"Lyksalig du, som til et bedre Levnet
"Faaer her din Snekke med Erfaring lastet!
"Hiint Folk, som til den anden Side stævned,
"Besmitted med den Last sig Allesammen,
"Derfor de skrige: "Sodom!" giennem Flammen,
"Bebreidende sig selv, som før du hørte,
"Og Braadens Bid forøge de ved Skammen.
"Tvekiønnet var den Synd, der os forførte,
"Vi brød den menneskelige Lov paa Jorde,
"Og fulgte dyrisk, naar en Drift sig rørte.
"Thi maae med Skam vi tage selv tilorde
"Der i et Dyr af Træ til Dyr sig giorde.
"Nu kiender du vor Skyld og hvad vi lide;
"Men ei jeg kan (thi paa mig Tiden skynder)
"Dig Navnene paa Alle flye at vide.
"Mit eget Navn jeg villig dig forkynder:
"Og luttres, for jeg angred mine Synder.
Sorgslagen, deres egen Moder kiendte
Liig dem blev jeg, dog ei saavidt, henrevet,
Da han sig nærmed, han sig mod mig vendte,
Der Fader er til mig og til saa Mange,
Som Elskovs søde Riim fra Læben sendte.
En Tidlang blev jeg saadan ved at gange,
Taus, tankefuld, med Øiet paa ham rettet,
Men nærmede mig ei, for Ilden bange.
Da jeg tilsidst var af at skue mættet,
Bød jeg mig til, hans Ønsker at udføre,
Med en Forsikkring, som al Tvivl udsletted.
Og han til mig: "De Ord, jeg fik at høre,
"Har ladet i min Siæl et Spor tilbage,
"Som ikke Lethe selv kan dunkelt giøre.
"Men siig — skal jeg din Eed for Sandhed tage —
"Hvad Grunden til den Kiærlighed kan være,
"Som du i Ord og Blik har lagt fordage?"
Og jeg: De søde Kvad, som til din Ære
Og giøre dine Skrifttegn for os kiære.
"O Broder!" sagde han, og med sin Finger
Udpeged han en Aand blandt sine Fæller:
"I Elskovs-Vers, Romaner og Noveller
"Han høiest stod, lad Taaberne kun føre
"De meer paa Folkesnak, end Sandhed høre,
"Og forud alt en Mening de sig danne,
"Før til Fornuft og Konst de faae laant Øre.
"Saadan fra Mund til Mund i alle Lande
"Til Flere ham beseired ved det Sande.
"Fik du slig Forret nu, før du gik heden,
"At du har Lov at gange til det Kloster,
"I hvis Forsamling Christus er Abbeden:
"O, bed da for mig der et Paternoster,
"Hvor ei at synde liden Møie koster!"
Derpaa gav han den Anden Plads, og blandet
Imellem Skyggerne, svandt han i Flammen,
Retsom en Fisk, der gaaer tilbunds i Vandet.
Jeg sagde, da jeg nærmere kom sammen
Med Den, han peged paa: En Stund du dvæle!
Min Attraa har beredt dit Navn med Gammen
En venlig Plads! Da tog han til at mæle:
"At ei jeg kan, ei vil mig for dig fiæle.
"Jeg er Arnauld! Med Graad og Sang jeg her
"Maa sorgfuld mindes, hvad jeg hist forbrød,
"Men seer med Fryd foran mig Haabets Skiær.
"O, ved den Kraft, som fører uden Glød
"Og uden Frost dig op til Biergets Tinde,
"Jeg beder dig, at lindre fromt min Nød!"
Derpaa jeg saae i Luen ham forsvinde.