To og tyvende Sang
Bestukne Tienere.
Bestukne Tienere.
Jeg Ryttere saae før i Marken drage,
Opstille sig til Slag og Angreb prøve,
Og stundom for at frelses flye tilbage;
Streifskarer saae i Eders Land jeg røve,
O Aretinere! og Krigsfolk raade,
Jeg saae Jer Ridderspil og Dystløb ove,
Til Klokkers og Trompeters Lyd, mens baade
I lode Trommen gaae og Faner vaie,
Saavel paa indenlandsk som fremmed Maade:
Men aldrig saae jeg med saa sær Skalmeie
Fodfolk og Ryttere i Gang sig sætte,
Og Skib sig efter Land og Stierner dreie.
Vi fulgte nu med Diævlene, de lette;
O vilde Følgeskab! men, som man siger:
Til Bøn med Helgener, tilkroes med Slette.
Mit Blik imens fra Beget ikke viger,
For ret at see den Slægt, som staaer i Lue,
Og hvordan Alt gaaer til i disse Riger.
Sømanden give Tegn, saa han itide
Sit Skib kan bierget faae, naar Farer true:
Saa løfted, for at lindre lidt sin Kvide,
En Synder stundom Ryggen op af Heden,
Og svandt igien meer snelt, end Lyn kan skride.
Og som naar Frøer sidde langsmed Bredden
Af Vandet og kun frem med Snuden rage,
Men skiule deres Been og Krop forneden:
Saadan laae Synderne i denne Lage;
Men da de skued Barbariccias Skare,
Trak de sig i det hede Beg tilbage.
Jeg saae — endnu kan Gysen i mig fare —
Een tøve, da de Alle ned var dukket,
Som naar een Frø er seen, de Andre snare.
Graffiacan, som nærmest stod, fik hugget
Sin Krog ind i hans Haar, der sammen kline,
Og som en Odder sort blev op han trukket.
Jeg kiendte alle Navnene paa Hine,
Thi da jeg forhen hørte paa dem kalde,
Gav jeg heel nøie Agt paa hver en Mine.
"Hei, Rubicant! lad dine Kløer falde
"Ned i hans Ryg, flaa Huden af hans Lænder!"
Saa hyled de Forbandede nu alle.
Og jeg: O Mester! hvis du ei ham kiender,
Saa spørg om hvo han er, den Uselige,
Der falden er i sine Fienders Hænder.
Da treen min Fører henad Voldens Dige
Til ham og spurgte, hvilket Land ham fødte;
"Min Moder selv som Tiener mig udstødte,
"Fordi hun undfik mig med En, der ilde
"Sig selv og al sin Eiendom forødte.
"Derpaa jeg tiente Kong Thibaut den Milde;
"Men med hans Gunst jeg Aager drev saalænge,
"At nu jeg bøder i slig glohed Kilde."
Som af et Vildsviins Gab, lod den Forladte
Nu føle, hvor den ene kunde flænge.
Den Muus var kommen iblandt onde Katte!
Men Barbariccia raaber: "Stands!" og skynder
Sig Synderen med Armen at omfatte.
Og vendt imod min Mester, han begynder:
"Spørg nu, hvis du af ham vil Mere vide,
"Førend de Andre reent ham rive sønder."
Og Mesteren: "Tal da om dem, der lide!
Siig, kiender du blandt Jer dernede Nogen
"Jeg nys forlod dybt under Begets Kogen;
"Ak, var jeg der, hvor han nu skiult neddykker,
"Jeg frygted Kløerne da saa lidt som Krogen!"
"Alt længe nok vi taalte dine Nykker!"
Skreg Libicoc, og jog sin Hages Pigge
Ind i hans Arm, saa han den rev i Stykker.
Nu vilde Draghignazzo med ham stikke
I Benene; men trindt i Kredsens Runde
Saae Føreren sig om med vrede Blikke.
Og da de blev lidt stillere saalunde,
Min Mester i en Hast et Spørgsmaal giorde
Ham, der endnu betragtede sin Vunde:
"Fra hvem var det du skiltes, for paa Jorde
At lande før, dig selv til liden Baade?" —
"Det fra Gomita var," tog han tilorde,
"Hiint Kar, med alskiøns Svig fyldt over Maade.
"Sin Herres Fiender havde han ihænde,
"Han deres Penge tog og lod dem rende,
"Siger han selv; og ellers til at stiæle
"Var han den ypperste blandt utroe Svende.
"Og aldrig deres Tunger trætte blive,
"Naar om Sardinien de sammen mæle.
"Jeg vilde gierne længer Svar dig give —
"Men vee mig! seer du, hist er der en Anden,
"Som skærer Tænder — han mit Skind vil rive!"
Da raabte høit i Vrede Hovedsmanden
Til Farfarel, som vildt sit Øie vendte
Til Slag: "Du onde Fugl, pak dig fra Stranden!"
Paany den Frygtsomme sin Røst udsendte:
"Ifald I høre vil Lombarders Stemme,
"Og see Toscanere, skal jeg dem hente.
"Men først maae disse onde Kløer sig giemme,
"At ei for deres Hævn de Andre bæve;
"Da skal forsandt jeg, her paa Klippen fremme,
"Jer skaffe Syv for mig, hvis I det kræve;
"Jeg fløiter blot, saadan som hist vi tude
"Til Tegn, naar En sig tør af Beget hæve."
Cagnazzo løfted ved hans Ord sin Snude,
Og rystede paa Hovedet: "Skurken tænker
"Kun paa at springe ned til dem derude."
Da svarede hiin Synder, som paa Rænker
Var saare rig: "En Skurk er jeg forsande,
"Naar mine Brødre større Kval jeg skienker."
Kun Alichin saaes mod de Andre stande,
Og mælede: "Prøv du kun paa at springe!
"Jeg løber vel ei efter dig paa Strande,
"Men over Beget slaaer jeg ud min Vinge.
"Ned da, hvor Skrænten til et Skiul sig bøier,
"At see, om du os Alle kan betvinge!"
Nu skal du, Læser! høre nye Løier.
Hver Diævel vendte nu sit Blik til Siden,
Han først, som allernødigst just sig føier.
Men Navarreseren passed vel paa Tiden;
Mod Jord han trykked Foden, og med Latter
Gav han eet Spring og løste sig af Kviden.
Svar Harm da pludselig dem alle fatter,
Han fløi afsted og skreg: "Jeg har dig atter!"
Men lidt det hialp, at Vingerne han spændte,
De hented ikke Frygten ind; til Bunden
Stak Hiin, og Diævlen opad Brystet vendte.
Just saadan dukker snelt en And, mod Grunden,
Naar den seer Falken ned imod sig sætte,
Og træt og vred flyer Fuglen hiem til Lunden.
Bagefter ham fløi Calcabrin den lette,
Vred over Skuffelsen, men dog fornøiet,
At Synderen slap, saa han kan yppe Trætte.
Og da Bedrageren forsvandt for Øiet,
Han vendte sine Kløer imod den Anden
Og sloges med ham, over Graven bøiet.
Men som en Spurvehøg slog Hiin forsanden
Sin Klo i ham igien, og midt i Dammen,
Den kogende, faldt Begge langt fra Randen.
Fredsmægler mellem dem blev hurtig Flammen;
Men ei de kunde stige, saadan vare
Med Beg nu deres Vinger klistret sammen.
Da hyled Barbariccia og hans Skare;
Flux til den anden Kyst han Fire sendte
Med alle deres Hager, og lynsnare
De hid og did til deres Poster rendte.
Ud mod de Begede stak de deres Kroge,
Hvor de bag Skorpen laae, alt heelt forbrændte;
Og mens de sysled dermed, bort vi droge.