To og tyvende Sang
Saturnus; Fortsættelse. Fixstiernehimlen.
Saturnus; Fortsættelse. Fixstiernehimlen.
Af Rædsel slagen, til min Førerinde
Jeg vendte mig, som Barnet frygtsomt springer
Hen hvor det veed, at Hiælpen er at finde.
Da sagde hun — som naar en Moder bringer
Den Dreng, hun aandeløs og bleg seer stande,
Hiælp ved sin Stemme, der hans Frygt betvinger:
„Veed du ei nok, du er i Himlens Lande,
At Alt er helligt her i disse Egne,
Og Alting Frugt af Nidkiærhed, den sande?
At du for Sangen havde maattet segne
Og for mit Smiil, nu lettelig du skiønner,
Da dette Raab alt fik dig til at blegne.
Men havde du det fattet og dets Bønner,
Da kiendte du alt nu den Hævn, du siden
Skal skue før din Død, naar Herren lønner.
Hans Glavind ei for tidligt slaaer i Striden
Og ei for seent, skiøndt vel for Hiin og Denne,
Der frygter eller attraaer Straffetiden.
Men drei dig mod de Andre nu derhenne;
Thi høit berømte Aander kan du skue,
Naar, som jeg siger, du dit Blik vil vende."
Jeg stirred, som hun bød, af al Formue,
Og saae vel hundrede Smaakloder smykke
Sig der indbyrdes i hverandres Lue.
Jeg stod som Den, der vil tilbage trykke
Sin Længsels Odd, og frygtsom over Maade
Ei vover med sit Spørgsmaal frem at rykke.
Den største og den klareste i Skiæret,
For paa min Attraa venlig Bod at raade;
Og fra den lød: „Hvis synlig havde været
„For dig den Kiærlighed, der blandt os brænder,
„Da havde frit Oplysning du begieret.
„Men at du ei skal standses, før du ender
„Din Vandring mod det høie Maal, besvare
„Jeg vil din skiulte Tanke, som jeg kiender.
„Hiin Klippe med Cassinos Borg og Vare
„Besøgtes fordum paa sin Tind, den høie,
„Af de vildfarne, onde Folk i Skare;
„Og jeg er den, som førstegang med Møie
„Har baaret did Hans Navn, der Jorden skienked
„Den Sandhed, som opløfter nu vort Øie.
„Og over mig sligt Naadens Lys sig sænked,
„At jeg fik Egnens Byer frelst og revet
„Ud af den Vantroes Baand, der Verden lænked.
„De andre Lys var alle Mænd, som leved
„I from Betragtning, af den Varme tændte,
„Der har hver hellig Blomst og Frugt fremdrevet.
„Der aldrig Fod og Hu fra Klostret vendte."
Og jeg til ham: Den Kiærlighed og Gammen,
Som du har viist ved mildt mig Svar at unde,
Og dette Godheds Skiær i Eders Flammen
Har min Fortrøstning videt ud saalunde
Som Solen folder ud en Roses Blade,
Thi beder jeg, o Fader! dig at lade
Mig vide vist, om jeg den Naade fanger,
At see dig uden Slør med Øine glade.
„Hvor hver en Længsel faaer hvad den begiered,
„Til sidste Hvalv, skeer dig som du forlanger.
„I det er fuldendt, moden, ubesværet
„Al Siælens Attraa; kun i det befinder
„Hver Deel sig der, hvor den har altid været.
„Thi det er ei i Rummet, og det vinder
„Sig ei om Poler; men til det vor Stige
„Sig strækker op, som fra dit Syn forsvinder.
„Saa høit saae Jakob over Jorderige
„Hiin Stiges Top i Himlen ind sig række,
„Og fuld af Engle saae han den tillige.
„For op at stige, og min Regel bruger
„Man kun til Pergament at ødelægge.
„De Mure, som tilforn var Klosterstuer,
„Til Røverkuler blev i disse Tider,
„Og Kutten til en Sæk, hvis Meel ei duer.
„Men ublu Aager ikke saadan strider
„Imod Guds Velbehag, som denne Rente,
„Der reent har daaret Munkens Siæl omsider.
„Thi Alt hvad Kirken spared op og tiente,
„Tilhører Folket, som i Guds Navn beder,
„Ei Frænder eller fulere Bekiendte.
„Saa svagt er Kiødet, at hvadhelst hos Eder
„Begyndes godt, det varer ei paa Jorde
„Fra Egen spirer til den Frugt bereder.
„Foruden Guld og Sølv, som det sig burde,
„Begyndte Peder, jeg med Bøn og Faste,
„Franciscus Ydmyghed til Regel giorde;
„Men vil du fra hvert Udspring Blikket kaste
„Til hvad det vorden er, da skal du kiende,
„At Hvidt er bleven Sort, og selv det laste.
„Og Havets Flugt, som Herrens Villie kræved,
„Var større Daad, end Bistand her at sende!"
Saa talte han og til sit Samfund svæved;
Da sanked Flokken sig, som spredt var leiret,
Og liig en Hvirvelvind den op sig hæved.
Bagefter dem, blot ved et Vink; saalunde
Blev min Natur af hendes Kraft beseiret.
Og aldrig saae man henad Jordens Grunde
Saa snel en Flugt paa en naturlig Maade,
At med min Vinge her den lignes kunde.
Saasandt jeg skal, o Læser! ved Guds Naade
Giensee det Seiershiem, hvorfor med Klage
Og Graad jeg slaaer mit Bryst i Syndens Vaade:
Du kan din Haand ei giennem Ilden drage
Saa snelt, som i det Tegn, der Tyren følger,
Jeg stod og havde Veien lagt tilbage.
Fyldt med den Kraft, der over mig befaled
Og gav mig al den Aand, mit Indre dølger!
Med Eder opgik og med Eder daled
Den, som er Fader til al jordisk Leven,
Da første Gang Toscanas Luft mig svaled.
Og da det siden var forundt mig bleven,
Ind i den Kreds, der svinger Jer, at gange,
Blev Eders Region mig foreskreven.
Til Eder sukker derfor bønlig bange
Min Siæl, for Kræfter til det Skridt at vinde,
Der til sig drager den, og Mod at fange.
„Du er saa nær ved Frelsens sidste Tinde,
At klart og skarpt bør være nu dit Øie;"
Lød atter Ordet fra min Herskerinde.
„Sku derfor ned igien, før i det Høie
Du trænger ind, og see, hvor stort et Rige
Jeg bag din Fod alt lagde uden Møie;
Paa det din Siæl maa lade Frygten vige,
Og frydfuld mod de Stierneskarer ile,
Der saligglade giennem Ætheren stige."
Da saae jeg ned og lod mit Øie hvile
Fik ved sit usle Syn mig til at smile.
Bedst er den Dom, det tør jeg vel formode,
Som ringest agter den, og from forsande
Kun Den, som tænker paa et andet Gode.
Fri for den Skygge, som jeg fordum pleied
At troe, forskiellig Tæthed maatte danne.
Kraft til at taale Synet, saae, hvorlunde
See Jupiter med dæmpet Glands, og vide,
Hvordan de flytte sig fra Stund til Stunde.
Og deres Omfang jeg at kiende lærte,
Og hvordan de ad skilte Baner glide.
Den Plet af Jord, der giør saa stolt vort Hierte,
Sig viste for mig heelt, fra Hav til Høie,
Mens rundt jeg foer med Himlens Tvillingkierte;
Derpaa mit Øie søgte hendes Øie.