Tre og tredivte Sang
Gienfødelse.
Gienfødelse.
Sang Kvinderne med Taarer under Løvet,
Sødt toned Psalmen fra de fromme Munde.
Og Beatrice fast med saa bedrøvet
Et Aasyn lytted, som ved Korsets Stamme
Maria fordum stod, sin Søn berøvet.
Men da de andre Piger i det samme
Gav hende Lyd, hæved hun Pandens Bue,
Og svared dem, ildfarvet som en Flamme:
"Og atter, mine kiære Søstre! rinder
"En liden Stund, og I paany mig skue!"
Foran sig stilled hun de syv Veninder,
Vinked ad mig og Kvinden, samt den høie
Viismand, der bleven var paa Biergets Tinder,
Og vandred derpaa frem; dog ikkun føie,
Ti Skridt knap, gik hun giennem Skovens Sale,
Forinden hendes Øie traf mit Øie.
Med roligt Blik, som Den, der kan befale,
Hun vendte sig til mig og tog tilorde:
"Gak hurtig, saa du høre kan min Tale!"
Da jeg saa nær var kommen, som jeg burde,
Mæled hun: "Broder! siig, hvor kan det være,
"At intet Spørgsmaal du endnu mig giorde?"
Liig Dem, der mellem Overmænd tidt ere
Altfor ærbødige, saa deres Stemme
Naaer ikke levende til Tandens Gierde:
Saa gik det mig; man kunde knap fornemme
Mit Svar: Madonna! selv I veed og dømmer
Min Trang og hvad der tiener til dens Fremme.
Og hun til mig: "Det ikke meer sig sømmer,
"At Frygt og Skam dig binder som en Fange;
"Løs dig, og tal ei som en Mand, der drømmer!
"Det Kar, der knustes af den fule Slange,
"Hiin Ørn, der fyldte Vognen op med Fiære,
"Saa den blev til et Udyr og til Bytte,
"Skal ei bestandig uden Arving være.
"Jeg seer forvist, og til mit Ord du lytte,
"De Stierner nærme sig, der Timen bringe,
"Da Vold og Modstand ikke meer kan nytte;
"Sit Sværd som Herrens Sending, Skiøgen fælde,
"Og Kampen, som hun synder med, betvinge.
"De Ord, du her mig hører dunkelt melde,
"Saa Tanken ikke fatter, hvad de giælde.
"Men Handlingen skal den Najade vorde,
"Der løser Gaaden dig og bryder Nødden,
"Det skal ei koste Korn, ei heller Hiorde.
"Agt paa mit Ord, thi som jeg Kundskabsfoden
"Rækker dig her, skal du den atter give
"Til Dem, hvis Liv kun er et Løb mod Døden.
"Og glem ei, naar du synger, at beskrive,
"Hvordan du skued Planten, som har baaret
"Hvo dette Træ har skændet eller saaret,
"Bespotted i sin Gierning Gud, som ene
"Det havde til sin hellige Brug udkaaret.
"Den første Siæl, der bed af disse Grene,
"Paa Ham, der villig Straffen bar alene.
"Din Aand maa sove, hvis du ei erkiendte
"Saa høit og omvendt Kronens Top udspændte.
"Ja, naar de tomme Tanker ikke bunde
"For dig en Pyramus i Morbærlunde:
"Da vilde hine Tegn dig Vidne bære,
"Og Træet, i moralsk Betydning skuet,
"Men da jeg seer, at din Forstand er kuet,
"Til Steen forvandlet, mørk og lagt i Dvale,
"Kun blendet af mit Ord, ei giennemluet:
"Giem blot til Tegn et Billed af min Tale,
"Som naar en Pilgrim bringer fra det Fierne
"Med sig en Palmestav til Hiemmets Dale."
Og jeg: Som Voxet tager let og gierne
Mod Seglets Form og giemmer den, saa nøie
Har Eders Ord sig præget i min Hierne.
Men hvorfor flyver Talen mod det Høie
Didop, hvor frugtesløst mit Blik omvanker,
Og mindre seer, jo meer det giør sig Møie?
"Fordi du kiende skal den Skoles Skranker,"
Giensvared hun, "der gav dig Lærdoms Pleie,
"Og see, hvordan den følger mine Tanker;
"Og see, at Eders Vei fra Herrens Veie
"Saa vidt er skilt, som Jordens Dale ligge
"Skilt fra de Himle, der sig høiest dreie."
Derpaa gav jeg til Svar: "Jeg mindes ikke,
At nogentid jeg fierned mig fra Eder,
Og føler ei Samvittigheden stikke.
"Hvis din Hukommelse forgieves leder,"
Gienmæled hun med Smiil, "da tænk paa Kilden,
"Husk, at du nylig drak ved Lethes Bredder.
"Beviser slig en Glemsel aabenbare
"Herefter skal jeg sandelig dig svare
"Med nøgne Ord, saavidt du ellers taaler
"Thi raat er end dit Syn — Alt at erfare."
Gik Solen giennem Middagskredsens Tinder,
Som her og der forskielligt man udmaaler;
Da standsede med eet de hellige Kvinder
(Saa staaer en Fører stil, naar Fare truer,
Og naar han noget Nyt paa Veien finder)
Foran en Skygge, dunkel, som man skuer
Den kolde Biergstrøm sine Bølger trille
Bag Skovens sorte Green og grønne Buer.
Mig tyktes, at jeg saae, hvor de stod stille,
Euphrat og Tigris af eet Væld udtræde,
Og langsomt, liig to Venner, sig adskille.
O du, de Dødeliges Lys og Glæde!
Hvad er det for en Flod, som af een Kilde
Udvælder først og deler saa sin Væde?
Hun svared paa mit Spørgsmaal: "Bed Mathilde
"I denne Tvivl at hiælpe dig tilrette!"
Og som hun sig en Skyld fralægge vilde,
"Samt andre Ting har alt ham lagt paa Sinde,
"Og Lethes Vand kan ei mit Ord udslette."
"En større Drift," gientog min Herskerinde,
"Der mangen Gang Erindringen betvinger,
"Har mulig giort hans Tankes Øine blinde.
"Men sku Eunoes Flod, som hist udspringer!
"For ham derhen, og see, at du hans sløve,
"Uddøde Kraft igien tillive bringer."
Paa ædle Siæles Viis, der ikke tøve,
Men egen Villie tage glad tilfange,
Og for at lyde, kun et Vink behøve:
Saa gav den fagre Mø sig til at gange,
Tog mig ved Haand, og mælede med hulde
Lader til Statius: "Følg os over Vange!"
Ifald jeg havde Plads, o Læser! skulde
Jeg skildre dig den søde Drik, hvis Strømme
Ret aldrig vilde mættet mig tilfulde;
Men jeg har fyldt de Blade nu, der sømme
Sig for den anden Sang af dette Kvæde,
Gienfødt og reen, som naar i Vaar de spæde
Planter med Løv forynge sig, jeg fierner
Mig atter fra den hellige Flod med Glæde,
Beredt til op at gaae mod Himlens Stierner.