Anden Sang
Maanen.
Maanen.
O I, som i en liden Baad saalænge
Ledsaged lyttende paa Sangens Vande
Mit Skib, der glider frem til Klang af Strænge!
Vend om igien og søg de kiendte Lande!
Vov Jer ei ud paa Havet, thi forfeiled
I mig, da foer I vild og maatte strande!
Den Sø, jeg pløier, blev ei før beseilet;
Apollo styrer, Bør Minerva sender,
Ni Muser vise klart mig Stiernespeilet.
I andre Faa, som rakte Mund og Hænder
Der føder her, og dog vor Hunger tænder!
Styx I kun ud, lad Eders Skib sig vugge
Paa salten Hav, men følg min Fure nøie,
Forinden Bølgerne sig atter lukke!
Herlige Helte, som til Colchos fore,
Da de saae Jason der med Oxer pløie.
Den evige, medfødte Tørst, vi spore,
Snelt, som naar Himlen dreier sig, den store.
Opad saae Beatrice, jeg paa hende;
Og vel saa hurtig, som en Piil kan fare
Fra Stræng og flyve og til Maalet vinde,
Saae jeg mig flyttet til et Sted, hvor svare,
Forunderlige Ting drog til sig Øiet;
Saalunde taled fager og fornøiet:
„Vend dig med Tak til Gud, som af sin Naade
Mig tyktes, at en Sky os dækked baade,
Reen som Demanter, der i Solen tindre,
Og tæt og fast og lysfuld over Maade.
Som Vand modtager Lyset og ei mindre
Udeelt forbliver, modtog os omsider
Den evige Perle urørt i sit Indre.
Mod vor Forstand, at Rum af Rum optages,
Som skeer naar Legem ind i Legem glider:
Da burde vi end meer af Længsel drages
Op mod den Væsenhed, hvori vi sande,
At Gud og vor Natur har kunnet mages.
Hvad her vi troe, skal der for Øiet stande,
Bevises ei, men i sig selv erkiendes,
Madonna! fromt jeg lader Tanken vendes,
Giensvared jeg, med Tak til Ham, der volder,
At jeg fra Dødens Verden hid opsendes.
Men siig mig, hvad det er for mørke Skiolder
I dette Legem, som fra Jordens Grunde
Hun smiled lidt og svarede saalunde:
„Naar Verden farer vild i Ting, som ikke
Ved Sandsenøglens Hiælp oplukkes kunne,
Bør ikke meer Forundrings Piil dig stikke;
Du seer, Fornuftens Vinger blive trætte,
Men siig mig først: hvad mener du om dette?"
Og jeg: Hvad her forskielligt er, maa skrive
„Din Tro er falsk og vil til Intet blive,"
Hun svared, naar du lytter til den Lære,
Jeg nu dig som et Modbeviis vil give.
Som i hvormeget og hvordan de tindre
Forskielligt Aasyn vise sig at bære.
Kom det af Tyndt og Tæt i deres Indre,
Da var i alle kun een Kraft at finde,
Fordeelt i saadant Forhold meer og mindre.
Forskiellige Kræfter maae som Frugt udrinde
Af Formprinciper, men paa eet nær vilde
Io disse, efter din Formening, svinde.
Fremdeles, dersom Tyndheden var Kilde
Til dette Mørke, som dit Blik opdager,
Da maatte enten hist og her den milde
Planet jo være heelt igiennem mager,
Hvad heller skifte Bladene i Bindet,
Som Kiød og Fedt sig giennem Legemet drager.
Det Første vilde sees, naar Solen blindet
Er og formørket, hvis paa nogle Pletter
Som giennem andet Tyndt da Lyset skinned.
Men dette skeer ei; mod det Andet retter
Jeg derfor nu Betragtningen, og knækker
Jeg det, har jeg beviist, at falsk du gietter.
Hvis det er saa, at Tyndheden ei strækker
Sig heelt igiennem, der et Punkt maa blive,
Hvor dens Modsætning sig iveien lægger;
Og herfra maa paa Flugt sig Straalen give,
Som naar man seer et Billed hiemad drage,
Brudt imod Glassets blybelagte Skive.
Nu kan du sige: her maa Straalen tage
Sig mere dunkel ud, fordi den bryder
Sig paa et Sted, som ligger langt tilbage;
Men fra det Modbeviis, der saadan lyder,
Kan Selverfaring løse dig, thi denne
Det Væld jo er, hvorfra Jer Kundskab flyder.
Tre Speile tag, og lad af dem de tvende
Staae lige langt fra dig, men ryk lidt længer
Det tredie bort, og did du Blikket vende!
Naar da du bag din Ryg et Lys ophænger,
Som tænder de tre Glas og med det samme
Gienstraales af dem og tilbage trænger:
Da vil det Billed, du seer fiernest flamme,
I Omfang ei de andre naae tilfulde,
Men Lyset er i alle tre det samme.
Som naar i Vaar Sneestoffet over Mulde,
Ramt af de hede Straaler fra det Høie,
Sin hvide Dragt har mistet og sin Kulde,
Saa nøgen staaer du nu; men inden føie
Tid jeg et Lys saa levende dig bringer
Og klart, at det skal glimre for dit Øie.
Udi hvis Kraft som Spire hviler stille
Tilværelsen af Alt, hvad det omringer.
Det næste Hvalv, hvor mange Stierner spille,
Hiin Væren blandt forskiellige Væsner spreder,
Som i det rummes og fra det sig skille.
Hver af de andre Kredse derpaa leder
Mod deres Maal og Virksomhed de mange
Særskilte Kræfter og Forskielligheder.
Saalunde, som du her nu skuer, gange
Verdensorganerne fra Grad til Grader,
De virke nedad og fraoven fange.
Agt vel paa mig, hvorlunde her jeg vader
Igiennem dette Sted til Sandhedsbredden,
Saa Vei du veed, naar jeg dig ene lader.
De hellige Kredses Kraft og Virksomheden
Maa strømme fra de Salige, der give
Bevægelsen, som Hamrens Kunst fra Smeden.
Og Hvælvet, som saamange Lys oplive,
Maa tage Billed af den dybe Tanke,
Der rundt det svinger, og dens Stempel blive.
Og retsom Eders Siæl bag Støvets Skranke
I de forskiellige Ledemod sig tænder,
Hvori sig de forskiellige Kræfter sanke,
Saalunde hiin Fornuft sin Godhed sender
Til Himlens Lys og mangelund den spreder,
Mens i sin Eenhed den i Kreds sig vender.
Forskiellig Kraft forskielligen bereder
Det kostelige Legem, den opflammer,
Hvori den boer, som Livet boer i Eder;
Og ved den froe Natur, hvorfra den stammer,
Lyser den Legemet op paa samme Maade,
Som Glæden lyser giennem Øiets Kammer.
Hiin Forskiel, som du mægted ei at raade,
Paa Lys og Lys, fra denne Kraft udspringer;
Den er det Formprincip, hvis Maal af Naade
Det Taagede og Klare her frembringer."