Jeg har et Liv tilgode,
Naar dette Liv er endt,
Naar Han, paa hvem jeg tro’de,
Livssolen hist har tændt.
Naar Han, mod hvem jeg længtes,
Mig aabner Himlens Favn,
Naar alt, hvad dunkelt tænktes,
Gaar frem med evigt Navn.
Jeg har et Liv tilgode,
Naar trøsket er min Stav,
Naar denne dunkle Klode
Mig levner knap en Grav
— Et Liv, hvor Dagen straaler.
Og ej af Natten veed,
Hvor ingen Skygger maaler
Den store Evighed.
Jeg har et Liv tilgode
I Evighedens Skjød,
Naar trampet ned for Fode
Er Synd og Sot og Død,
Naar ledet frem af Graven
Og løst fra alle Baand
Jeg griber Naadegaven,
Den stærke Frelsens Haand.