Hjem drog et fransk Grenadererpar,
det Fængsel i Rusland fik Ende.
Men straks da i tysk Kvarter de var,
hang de med Næbbet, de tvende.
Der hørte de begge med Gru og Ve,
at Frankrigs Dag var forgangen.
Slagen og sprængt den stolte Armé —
og Keiseren, Kejseren fangen.
Da græd de, det Grenadererpar,
alt over det ny og onde.
Den ene sagde: „Hvor haardt det var!
Hvor brænder min gamle Vunde!“
Den anden sagde: „Alt er forbi,
jeg fulgte dig gerne i Døden,
men jeg har Hustru og Barn, og de
har begge mig haardt fornøden.”
„Jeg ænser ej Barn, ænser Hustru ej,
større føler jeg Trangen.
Sulter de, kan de gaa Tiggervej —
min Kejser, min Kejser fangen!
Dog een Ting maa du love mig, Bror!
Snart er jeg ej længer i Live,
men bring mig til Frankrig — i Frankrigs Jord
skal en Grav mit Lig du give.
Mit Æreskors med det røde Baand
skal du fæste paa min Bringe —
og giv mig saa Gevær i Haand
og spænd ved min Lend min Klinge!
Saa ligger jeg og giver stille Agt,
som en Skildvagt, nede i Graven,
til jeg hører Kanondrøn, hvor jeg blev lagt,
og vrinskende Hestes Traven.
Da rider min Kejser vel over min Grav,
Sværd lyner i klirrende Sværme.
Da stiger jeg væbnet op af min Grav,
min Kejser, min Kejser at skærme.”