Kalliope
→
Poètes
→
Thor Lange
→
Premiers vers
Thor Lange
(1851–1915)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Thor Lange sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Ak, Du Birketræ, hvide Birketræ!
Ak, Du Blæst, hvor Du foer hen
Ak, Du dybe Møllesluse
Ak, Du Frost og klamme Taage
Ak, Du mørke Mark og sorte Hede
Ak, Du store Skov, hvor Skyggen har tilhuse
Ak, Du tynde Lyseklyne, tynde Birkespaan!
Ak, Elskovslyst
Ak, I lyserøde Blomster, ak Du milde Foraarsvind
Ak, I Snefnug, hvide Snefnug!
Ak, Kosakken ligger fuld i Grøften
Ak, lille Birk, som ryster af Kulde
Ak, med Hvislen Vejr og Vind
Ak, min Blomst, min gule Mælkebøtte
Ak, min Fugl, Ukràinenattens Strengespil
Ak, min Hvidtjørn, nysudsprungne Tjørn
Ak, min Stjerne, Du min Stjerne klar
Ak min Ungdom Du
Ak, min Ven sin Le paa Marken hvæsser
Ak, om Himlens Sol jeg fik i Hænde
Ak, om Moder Volga randt imod sin Kilde
Ak paa Gjærdet Pilen tætte Knopper sætter
Ak paa Marken, fjernt paa Marken vide
Ak, paa Marken voxe frem de store Blomster røde
Ak, paa Steppen Draaber falde
Ak, rind op, rind op
Ak, ved Kvæld hin sene
Alle de Urter er sprungne ud
Alle tro Veninder, mine Plejemødre
Alle Vegne Farver blegne
Allevegne trak der Taager op
Alt mangen Gang i Skovens Indre
Alt omkring mig sov ind; mæt og søvndysset blind
Aakandeblomsten lukker sig
B
Bag Muren sidde de Roser smaa
Barnesjæl og Stjerne klar
Barn Jesus lod en Have gro
Betragt det Smil, hun har omkring sin Mund
Blandt alle dem, dit Komme bringer Dagen
Bleg, stille Falmen alle Vegne
Blæsten hvirvler det tørre Blad i Kredse paa Marken rundt
Blaalig Glands paa hvide Birkestammer
Bort fra Lys og Lærkesang gik Søstre tre
Bølger i Havet, mit Sinds Element
D
De Bølger rulle med Hast, med Hast
De holdt hinandens Hænder, en halvkvalt Hulken lød
Den hvide Sne paa Taarnets Top
Den lyver ikke, den indre Stemme
Den Sang, jeg tror bag din Læbe gjemt
Den smukke Pige stod bag en Stak
Den straalende Stjernenat blinker
Den udslagne Dag maa med Andre jeg le
Der blinker højtoppe to Stjerner, to blide
Der fejres Jul med Bøsseskud af ranke Pallikarer
Der grønnes en Grav paa lønlig Sti
Der red en Svend over Heden ud
Der rinder en Bæk under Lide
Der sad en Brud og skjar sin Brudgom Klæder
Der sang en fager Fugl, og jeg lyttede derpaa
Der skulde to Søstre til Kilden gaa
Der staaer et Slot ved Havets Bred paa Kysten af Achaia
Der staar et gammelt Kors af Sten
Der svæver et Smil omkring din Mund
Derude Støj og Tummel og Støv
Der var to, som vandt hinanden kjære
Det dages udi Østen
Det er den blide Sommer
Det er den evige Dame i Hvidt
Det er ensomt, og sagtelig rindende
Det er ingen Blomst, der falder
Det Hav, det lokker med Harpeslæt
Det klemter bag skumrende Pinier
Det skumrer; Jord og Himmel i Graat tilsammen flød
Det stille, rene
Det suser mig for øret af gamle Melodier
Det var i den triste Tvelysstund
Dig, o Himmelens Søn! lyseste Guddom, Dig
Din Strid er endt, men jeg har min at friste
Dit Blik er vaadt af Taarer, tunge stride
Drag mig op, om Du kan, tag mit Liv, om Du vil
Driv kun, Sky, lad Regnen regne
Du friske Nat, som kysser ungt og ømt
Du høje Helgenbilled i mit Sind!
Du kaldes skjøn, det maa Du sagtens tro
Du kasted af dit tunge Læs
Du klager haardt, at jeg Dig har forladt
Du klager over stum Melancholi
Du klare Strøm, hvor hun, min Helgeninde
Du, min Guldfisk, lille smukke Fisk
Du, min Kjærlighed og største Lykke
Du Mø og Moder, Datter af din Søn
Du og jeg er lige Børn af samme Slags
Du rummer Alt, der er mig dyrebart!
Du siger højt, at ingen kan os høre
Du Zions Konge, Herre, vort Haab
Dvæl paa mig, Du dunkle øje
Dybe Nat, som Jordens Hvile værner
Dybt i Skumring kølig, violet
E
Efter Skriftemaalets Trøst
En dunkel Kyst, hvis Bjerge blaaligt gløde
En Fugl slog sig ned paa min Vindueskarm
Engel fra Edens Have
En Rand af diset Hede mod Aftenhimlen bæver
En sammenfoldet Blomst, en bly, tilhyllet Gaade
En sildig Stjerne rinder op af Mulm
Ensomme Nat! Hvilket mig kun forstaaeligt
En Svane flyver under Himlens Hvælv
Et halvslukket Aftenskjærs Ulmen
Et herligt Syn, naar frit hun lader gynge
Et Par Svaler jog op og jog ned
Et Skjær blandt øde Vover
Eudoxia, kyl dine Vadskeballier
F
Fald til Hvile, Kjærlighed
Far vel, min Rose, rød og prud
Fjernt paa Marken staaer den slanke Hvidbirk
Flad Strand og Klitsandsdyner
For Maanen drive de Skyer smaa
Fra Glomstruplyngens Teppe
Fyger Sneen tæt for vilde Vinde
Fødtes Du ikke til Menneskekjender
Føl Dig stolt, om Du er dygtig
Før min Sjæl for Solskin lukkes
G
Gak kun fra mig bort, Du min Kjærlighed
Gift Dig ikke med den rige
Gjenfundne Hjem, Du Hjem for Sol og Vaar
Gjennem Krat og dunkle Bregner
Gjennem Slotshavens Gange
Gontschi tog Præmien af første Sort
Graagul Luft med sorte Tage
Gaa Du kun i Krig
Gaar jeg sent ved Aftentide
H
Hampen staaer i lange Rækker
Har Du det ikke godt blandt dem dernede
Heja, heja! Falder Mulm paa vilde Veje
Hej, Du Maane, klare Maane!
Hej, Du Regn, Du Regn, som Græsset væder
Hej, Du Sol og Himmel blaa
Hej, Du Storm og Steppe vilde
Hej, hvor den hugger og pladsker
Hej, min Skrænt ved Piledammen
Hej, mit Hjem, mit Fædrehjem
Hej, Zetinje, kolde Flod og klare!
Hele Natten har en Guldsky blundet
Hellas Sol, Gud Helios, hil din Bortgang
Hellige Christ i Himmelens Sal
Hen, hen, far hen, Du Blæst, som blæser koldt!
Hen over Glimmersand og skarpe Stene
Her begynder en Sang, ikke meget lang
Hil Dig, Gud, som lod Dig føde
Hil Dig, Havets Stjerne
Hil Dig, Herrens Legem, baaret
Himlen ulmer svagt i Flammerødt
Himmelafspejlende, maalløse Hav
Himmelhøjt sig Bølgen vælter
Hr. Johnstone og hans unge Maag
Hr. Jon beder lægge Sadel paa Hest
Hr. Spynje, jag Du den store Ørn
Hr. William var en Ungersvend
Hun gav uden Hensyn til Følger
Hun staaer bag min Skulder og hvisker og leer
Hvad drager mig i Taagen til
Hvad gjør det, om for Verdens Dom
Hvad Præg af en Ømhed, som ikke blev skattet
Hver signet Stund, naar frit og uden Hindring
Hver Sommerdag jeg bytte vil
Hvirvler Vinden vildt af Sted, paa Steppen stiger Støvet
Hvo har paa Jord en Glæde smagt
Hvoraf blev saa rød din røde Mund?
Hvor dødstræt Alt ser ud! Hvor Himlens Lød er mat!
Hvorfor bjev grønne Græs
Hvorfor staa de fjerne Bjerge sorte, som de bar en Sorg?
Hvorfor vil de røde Flammer spille
Hvor lyse Bøge dristigt frem sig bøje
Hvor skal jeg Pige løbe bort fra Sorgen?
Hvor skal jeg Pige løbe hen fra Plagen?
Hvor Vandet til Broslusen strømmer
Hvor vandrer Du hen gjennem dryppende Græs
Hyrden drager sin Kappe paa
Højt gjennem Ætheren sejler den sølvblanke Maane
Højt og flammet Aftenskjæret staar
Højt og kjækt en Svend sig roste
Højt paa Bjerget staa de hvide Birke
Hørt jeg har, en Fader drev sin Søn fra Gaard
I
I den frosne Rosenhæk hver en Blomst er død
I det dæmregyldne blanke
I Fortids Rim jeg læste mange Gange
I Kimmingen forude smelter Aftenskjærets Rav
Ikke gaaer en snehvid Svane hist
Ild i vor Stad
Ingen Faar og ingen Køer
Ingens Frelse staar paa spil
Ingen Stjerne staaer over Marken hist
Intet Vingeslag i Mark og Skov
I Veninder, lyt til Larmen udenfor
I Wurtzburg ringe de Klokker til Fest
J
Janko skoer sin hvide Hest paa Broen
Jarlens Datter af Estmereland
Jeg drømte mig om min første Skat
Jeg drømte om en hellig, himmelsk Lund
Jeg gik en Aften sent langs den øde, krumme Strand
Jeg kommer som en Skygge, jeg svinder som en Sky
Jeg plukker tre frosne Kviste
Jeg sluges af Drømmenes rivende Flod
Jeg tør Ingen betro, hvor jeg elsker Dig ømt
Jeg vandrer bort ad endeløse Sletter
Jeg véd et Baand, der Sjæl til Sjæl kan føje
Jeg veed i Skoven et lønligt Slot
Jolanthe sidder i Bur og syer
K
Kan Du kjende mig
Kjære lille Moder, se, hvad Ingen aner
Knap en Mumlen af Bølgernes Klang
Kom, Kjærlighed, jeg glædes ved
Kom, Osman, kom og vær ikke gnaven
Kongen lader paa Tromme slaa
Kongens Datter, skjøn Ysabel
Kun Kjerteflimren fylder
L
Lad Dig aldrig daares af min Stemme
Lad Tvang og Trængsel for min Lykke stænge
Lange Steppegræs, hvorfor hvisler Du?
Langs med Gjærdet gaaer en Sti, en lille
Langs med Aaen de gulnede fjorgamle Rør
Langt inde mellem Fyr og El
Langt, langt fra mit Land engang
Lerjord, Gyvelbusk og Skræppe
Lidt vissent Løv er strøet paa Vejen, hvor vi træde
Lov, Pris og evig Ære være Gud
Luk Dig, Du dragende, stirrende
Lyd af en Hund, der glammer
Lærken synger Dagen lang
Løft højt, I bundne Hænder
M
Magnus, tvende Rigers Pryd
Mange Blomster plukker Pigen Zejna
Maria Moder, Maria Mø
Megen Vin drak Petar Doitschni, Hærens Høvedsmand
Mellem de mørke Stammer
Mellem sorte Træer paa den hvide Sti
Menneskers Ord falde tungt og tæt
Min Himmels Engleskarer!
Min Musa var for svag, den bliver træt
Min Sjæl var syg, min Tanke lagt i Dvale
Mit Hjerte er et Guldskrin med en Nøgle dertil
Mit lys er slukt, min Solskinstid er omme
Mit Sind var tungt. I gusten Em
Mit Sværdslag kløver Staal paa tværs
Mod Barndommens Have har Blikket jeg rettet
Mørke Nat og vilde Veje
Mørke Skov, hvor Ulven har sit Leje dulgt
Maa til Bunds sig Stenen sænke
N
Nu bringer jeg Dig, Adam, al din Glæde
Nu har jeg ledt om hende allevegne
Nu hviler Mark og Enge
Nær ved Dragaz, nær ved Floden Drina
Naar de sidste røde Sømme
Naar Solen dog skal slukkes, hvorfor tændes den?
O
O, dybe Øjne, Øjne brune
Om Himlens Rand har Natten lagt et Belte
Op mod Himlen voxer Asketræet
O ve for Lys og Lue, der gjør mig ør og vild
Over Vandet Piletræet
Over vilde Vover spille
P
Piletræet bøjer sig
Pløjemarkens Flade skraaner
Purpurrødt glødende
Paa det dybe Vand, det dunkle
Paa Havens hvide Grus og hvide Birke stirred
Paa min Bænk jeg sidder
Paa Mosen langs den tavse Lunds
R
Rinder stridt den klare Flod og kolde
Rind, I Taarer, blanke, hede
River Blæsten Blad af Tjørn og Røn
Rundt om mig lukker sig
S
Salig er den, der, før han var født, blev Gudernes Yndling
Se, hvor Rækken af skumrende Popler
Se, som Skygger hen ad Himlen trække
Silde den Aften, Dug driver paa
Sin Sjæl aander ud den bedaarende Bregne
Sir Thopas hører en Drossel synge
Skal end Regnskygger, vaklende, vaade
Skal jeg Dig ligne ved en Sommerdag?
Skin Du frem, skin atter frem
Skin, Du varme Sol, paa Rønnebærret!
Skin ud, Du klare Solskin
Skyggekys paa Skyggemunde
Slukt, slukt er den lyse Skjærsommernatsglands
Smukke grønne Bregnekrat
Smyk Dig ikke, Tjørnekrat
Sol derovre gaaer til Hvile
Sol for min Sjæl! Hil Dig, Du Mindets Gudinde!
Sol gaaer under Lide bagved Bjergets Side
Spinkle Stjernestraaler trænge
Spred Dig vidt omkring, Du min tætte Skov
Spring, spring ud, min Brombærranke
Stakkels hvide Birk i Skovens Bræm
Steppen blaaner, vandløs vid og bred
Stig, Du Maane, stig Du op, hvor før Du stod
Stille Sava, Strøm, som glider blank og stum
Stille sødt og Hjertet svalende
Stjernen, som steg bag det skarptskaarne, takkede
Store mørke Høje, spalt Jer for mit Øje
Strømmende Sølv fra oven
Sus ej saa højt, min Moder, Du grønne Skov
Sus ikke for mig, Du Skovens Eg
Svæv, min Sang, paa din lette Flugt
Syng i Luften blaa, lille Lærke graa
Sæt mig, hvor Solen svider hvert et Straa
T
Ti, Barn, ti! Ad Vej og Sti
Tidt har paa Grave jeg seet to sammenslyngede Hænder
To Janaker leved vel tilsammen
Ton, Klang af blandet Moll og Dur
To Søstre var vi af gammel Rod
Tot af Blaar, Drog, der staaer
To Tidender ginge til Haand Hertug Knud
Tyst med Kluk fra Slusen Vandet rinder
Tætte Krat, som Fugle Fristed under
U
Ud at flyve, hvor Himmel og Jord gaaer i Eet
Ude paa Steppen, den støvede
Ud fra Fjeldet toner Klang af Strenge
Ud om Søen slaar sig Nattens Rosenslør
Under den snørklede Vindueskarm
Under Solen højt deroppe skinner Vandet blankt
Unge Pige, Du min hvide Blomst
V
Var jeg en Lærke graa
Vel maa jeg kysse Dig, Hjertenskjær
Vel maa min Musa være prægtig smykket!
Vent mig ikke, Skat, i den stille Kvæld
Vidt aabner Nattens Fred med stille Styrke
Vifter, Vejr og vilde Vind
Vig er end ellers Kvinde for Mand — i det, som er højest
Vilde Skov af mørke Graner
Vi mødtes i Tavshed, da Solfaldets Efterglands døde
Vindstød over Søen fare
Vi, som alt Støv og al Urenhed frygtede
Vær hilset mildt igjen, ung Varja, min Veninde
Vaaren slaaer sit grønne Slør
Ø
Øde Bjerge, tørre Bjerge
Øs, Du Regn, øs ned, Du Regn
