Snart er Valfarten endt iblandt de herlige Borge,
Snart vi sidstegang nu har seet den mægtige Rhin.
Schlangenbads eensomme Dal har venlig Vandreren qvæget,
Waterloohelten har der modtaget den nordiske Gjæst.
Slangerne stødte os ei; som Huusdyr de snoede sig om os,
Slynged om Barnets Hals som Perlesnor sig i Ring;
Sødt dog i lunkne Bad, og slangeslibrige Kilde
Lummer dæmoniske Luft omspændte sorgløse Bryst,
Lumsk i snevre Gemak i Kuldamp Døden sig nærmed,
Sælsomt for Øret det klang, og, Nat omtaaged mit Blik;
Ei jeg Luftlemmen saae, i Klokkestrængen hang Livet;
Men ei famlende Haand i Svindlen Livstraaden greb.
Graven aabned sig sort; men Dødens Porte jeg sprængte,
Fro med gjenfødte Liv jeg hilser rige Natur.
Rauenthals blommede Stie til Bibericks Slotte os fører,
Rhindalen fryder os end til Afsked i Aftenens Glands.
Slottet er Vandreren lukt — men aaben staaer Hallen den store,
Hvor almægtige Drot om Navn ei spørger og Pas. —
Bort fra glindsende Slot! ved Hoffet Luften tit trykker;
Hist i „sächsische Hof” er Drot den Reisende selv. —
Her er Frihed og Liv, i prægtig Kursal os møder
Buntet Brøndgjæstesværm — her gaaer det lysteligt til.
Guld og Sundhed og Liv paa Spil de Fremmede sætte;
Lokker Spillet os ei, nu vel saa kan vi see til.
Saae vi paa Sværmen os træt, i Stilhed hist vi os hvile,
Hvor af Sønnenbergs Borg end staaer den grønne Ruin.
Stien er eensom og skjøn; mon Jægeren skyder i Skoven?
— Nei bag Skiven vi gaae, og høre rammende Skud.
Atter vi maae der forbi; dog Faren Veien forskjønner,
Skjød man end paa os tilmaals, et Centrum rammes saa let.
Mange Eventyr ei endnu paa Reisen os mødte,
Nøies maae vi med Sligt, er end det noget modernt:
Klassisk er det jo ei, ihjel med Kugler at skydes,
Dog paa klassiske Død kun Philologer har Krav —
Eventyret er slet: det ei engang er romantisk.
Af romantiske Liv vi saae kun faldne Ruin,
Nu vi Ridderen see heelt tam i Borgermandskjolen,
Landsen blev til en Stok, Brynien et Knaphullebaand;
Elskeren see vi ei meer sin Skjønne fra Borgen at føre.
Sligt kun i Bøger nu skeer, og hvor der er slet Politie;
Ei engang Røveren meer os møder i Skoven og piber,
Kalder sin skjæggede Hær, og fordrer Liv eller Pung;
Dog han kan komme endnu, derover vi ei os beklage!
Velskland venter os jo, det skjønne poetiske Land.