Rhinfodreisen er endt. Fra Stad til Stad vi nu rulle;
Reisefællen ei meer kan vælges efter Behag.
Kommer Beelsebub selv og leier Plads ved vor Side,
Taales maa han en Stund, naar ei vi Konsten forstaae,
Flux med manende Ord ham ud af Vognen at kaste.
Og ham bruge til Hjul; dog dertil er han for klog:
Andre Store han liig, i strængt Incognito reiser;
Men Aviserne ei han vigtig Løndom betroer.
Hvis jeg ikke tog feil, igaar han reiste som Jøde;
(Christen var han saa tit, den Maske duer ei meer)
Hjem jeg haver ham viist, og ei idag han os følger;
Glad i fremmede Stad vi søge hellige Konst.
Stort vi finde vel ei; dog Meget er her at skue,
Mangent Billede huldt maa fryde nøisomme Gjæst.
Høiest glæder os dog i „Herrengarten” et Billed,
Ei af Menneskehaand i gyldne Ramme opstillet:
Stort har den største Haand med Luefarver det malet,
Bjerge Rammerne er, i Aftenrøden forgyldt.
Her i svulmende Fryd udvidet Hjertet sig hæver,
Mindes hvad det har kjært, og smelter i Vemod og Lyst;
Skjult fra eenlige Hal i Lunden toner en Stemme,
Vækker med hellig Klang hvert Minde, Sjælen har kjært.
Stille den Fremmede staaer, og troer sig i Feernes Rige,
Hist det tonende Slot, her Øe i rolige Søe —
Hil dig, venlige Lund, og Hil dig, lønlige Stemme!
Følg usynlig os kun i Sang til Drømmenes Land!