Her, hvor styrtede Muur kun Borgens Grændse betegner,
Mens i sløifede Hal nu Bonden graver og saaer,
Her dog lever endnu i Sagnet hellige Elskov,
Borgen styrted i Gruus; men ei de Elskendes Navn.
Her standed Adolphseck, her sad hos Adolph af Nassau
Heltens trofaste Brud, o skjønne Imagina Du.
Stille vandred du hist, og her i eensomme Fjelddal
Smykked du Heltens Lok med Troskabs evige Krands.
Trindt stod Fjendernes Hær — i Kampen lønlig du fulgte
Seirens lysende Søn, til Natten skjulte hans Gang.
Eene stod du i Mulm, i Stormen Stjernerne sluktes;
Ei du Morgenen saae, og ei kom Helten igjen.
Fjernt han udblødte paa Val; i Natten Fyrsten var faldet,
Jammervarslende kom til Bruden trofaste Hund.
Bleg paa dæmrende Vei hun fulgte varslende Leder,
Stod paa blodige Val; men taus var Heltenes Grav.
Ravnen skreg kun paa Liig, og under gnistrende Vagtblus
Flagred blodige Lok om Heltens blegnede Kind.
Der den trofaste Hund ved Herrens Fødder sig lagde,
Bruden sank til hans Bryst, og aldrig meer hun opstod —
Nu det Alt er forbi, sex hundred Aar er henrundne;
End dog herlige Sagn den Fremmede hører med Lyst,
Og hvor Imagina sad, hvor Nassaus Adolph har standet,
Tager en Blomst han dog med fra Marken i Ridderens Hal.