Underlig boglærde Stad, du tydske Regents i det Store!
Længe du fængsler mig ei, for liden er du mig nu.
Verden min Høresal er, dit Bogstøv ei mig begraver;
Ei mig hverver hiin Hær af Viismænd med Piber i Haand;
Gik jeg, en hvidkoftet Bursch, og samled end under Kabudsen
Allehaand Viisdom mig her, hvad saae dog af Livet jeg meer?
Det sidder her ei paa Bænk og ziirlig Collegier skriver,
Det vist glad flyver om, og glad indhentes det maa.
Længe stille jeg sad og saae kun de Træer paa Volden.
Mured jeg inde mig her, jeg saae ei Volden engang —
Sang jeg tilsidst og paa Grædsk, derfor blev jeg ingen Homerus,
Derfor ei heller Homer i Gøttingen haver studert.
Saa undskyldende mig i Lærdommens Stad jeg indtræder,
Sang her ei mangler og Klang, men Tonen glæder mig ei;
Ei Begeistringens Røst, den livlige, er det som støier,
Døsige Haandværkerlyst mig høirøstet driver forbi.
Fremmed den Reisende blier; fortrolig Ingen sig nærmer:
Hvo der ei passer sin Bog, han passer Pibe og Glas;
Finder man underligt Sligt, man maa til Kamp sig udruste:
Det er et krigerisk Folk, som ei paa Spøg sig forstaaer.
Hæftige Hofraader dog modtage den Fremmede gjæstfrie,
Damer sidde paa Rad ved pyntelig Theeassemblee.
Kommer en Bursch der iblandt, han staaer til Hofmand forvandlet,
Stille med Haanden paa Ryg og seer paa de pyntede Been.
Glæder mig Skallen ei her, den raa som selv den polerte,
Kjærnen jeg ærer i Løn, hvor kraftig dyb den er skjult.
Mangen for dybt dog er skjult, og søger jeg Kæstner og Heine,
Finder jeg Gravhøien kun og Stenen med hæderligt Navn.
Rosen i Vinduet hist endnu vel blomstrer en Sommer,
Naar den blomstrer ei meer, den lever endnu dog i Sang;
Men den Skjønne er død, som fro den planted og pleied.
Snart flyver Aanden fra Jord, ak grib den før den henfarer,
Sjung mens du gløder, o Sjæl, og ton før du brister, o Stræng!
Længe paa iilsomme Flugt veemodig Flygtning forstummed,
Her et Kjærlighedssuk mod Hjemmet flyver i Sang.