Forlad mig ei, du Trøster i min Sjæl,
Du Himmelblink fra Livets Solevæld!
Du Glimt af Gud og af hans Herlighed,
Som lyste over mig og gav mig Fred —
Forlad mig ei, du Aand fra Gud!
Død, evig Død, hvor du er slukket ud.
Forlad mig ei, du Aandens stærke Røst!
Ton dybt som Orgeltoner i mit Bryst!
Opløs min Sjæl i Æolsharpeklang,
Og sving den over Stjernerne i Sang!
Forlad mig ei, du Røst fra Gud!
Ton fra min Sjæl Guds Fred i Verden ud!
Forlad mig ei du Livets Maaneglands,
Du Gjenskin af Forklartes Seierskrands,
Du Stjerneblomst fra Aandens Paradiis,
Som toner Gud foreente Hjerters Priis —
Forlad mig ei, min Kjærlighed!
Kun i dit stille Lys er Liv og Fred.
Forlad mig ei, du som jeg selv forlod,
Du Aanders Samfund, som min Røst forstod,
Du stille Hjem, hvor mine Elskte gaae,
Kjærminder groe, og danske Hjerter slaae —
Forlad mig ei mit Fædreland!
Bliv i min Sjæl, og du mig følge kan.
Jeg er bønhørt — jeg har hvad jeg forlod:
De følge mig, de som min Sjæl forstod.
Og Kjærligheden lever i mit Bryst,
Og Aanden boer der, hæver høit sin Røst —
Flyv Gjenlyd, flyv fra Leines Bred,
Til Danmark flyv — sjung om min Kjærlighed!