Der Himmel hat uns lieb! sein Geld
gab er den Herrn der Welt.
Uns aber gab er mehr als Geld:
ein Herz, das wenig wünscht und, was es wünscht, erhält,
und in die Hand ein frohes Saitenspiel.
Briefe in Versen, 2 D. S. 51.
Da jeg den skiønne Krands ved Ærens Maal,
min elskte Philomelus! viste Dig;
da jeg den Gnist, der sov end i Din Siel,
forvandlede til et Dig helligt Blus:
da mangen Kunst, saa mangen Gienvei blev
Dig lært af mig, som Love for Dit Løb:
da følte jeg dog tidt i stille Sind,
at ei min Pligt var endt, at end Du stod
paa vildsom Korsvei i en Kreds af Tvil.
Saa mangen Sti, betraadt og kiendt af Faa,
sig slynger op til det forønskte Maal.
Hiin smykker sig med Vaarens Blomsterfarv,
hiin taber sig i mørke Skyggers Nat,
og denne snoer sig langs med bratte Field,
nær frygtelige Bredder, dødsfuld op.
Og derfor skal Enhver, i Hvo han er,
der under Dyds og Visdoms Vingely
ei Biergets Top bestiger, miste Dig,
det ædle Løbs uvisnelige Krands!
lad Pøblens Hob, ved feige Smiger kiøbt,
forgude ham med Klap og Bravoraab,
for ham er Efterverdens Krands dog tabt,
der pryder kun den ædle Sangers Siel.
Det er Dit Bud: at jeg med Vennehaand,
meer øvet Øie, meer erfaren Fod
skal lede Dig ind paa den rette Vei.
Velan, modtag — ei hvad jeg selv opfandt.
Den svage Dødelige har dog kun
hver Traad i Labyrinten ovenfra —
modtag hvad en velædlig Genius,
en Himles Engel, sendt fra Sangens Gud
i natligt Syn, mig broderhuld har lært!
Den rene Bæk gaaer ud fra rene Væld.
Vil ei med tomme Talers Bieldeslang
Du snye Dig ved List det Bifald til,
som Du for Retfærds Dom ei søge tør,
da hellige, min Ven! Dit Hierte først!
At elske Gud er Visdoms Grundvold, og
at ære ham er alle Dyders Sum!
Nævn i Naturen, Hvad der ligner ham!
Mon Fyrsten i sit Purpurs Herlighed?
mon Engens Blomsterklædning, Solens Ild?
mon Stiernebæltets Tindren, Maanens Smiil?
mon Tordnens Dommerøst, mon Lynets Flugt?
Nævn i Naturen, Hvad der ligner ham,
Hvo der er stor som han, er god som han,
som han retfærdig, fuld af Miskundhed!
For ham fuldendes Hymnens Ørneflugt,
for ham begyndes Odens Bølgeslag!
Den, der ei tænker ham med sønligt Haab,
ei nærmer ham med sønlig Ærefrygt,
Hvad mægter han? Hvad er hans Mod? hans Ild?
Og, sang han end om Jords og Himles Gud,
hvad Bierg gav dog vel Gienlyd af hans Sang?
Den ei, som Davids Harpe, Hierter luer!
Den ei, som Thaarups Orgel, Templet ryster. —
Da Læbers første Sang paa Jorden lød,
før Kunsten gav den Maal, og Maalet Fald,
da steeg hver kunstfri Tone alt til Ham,
der klædte Field og Dal med Blomsterpragt,
bød Solen varme, Træet give Ly,
og Stiernen vise Vei i vildsom Nat.
Da snart fra Land til Land, fra Folk til Folk,
nu til Gud Zebaoth og nu til Zeus
i festlig Samklang alle Jubler stege.
Saa være da, min Elskede! Dig Gud
Din Følelses og Tankes Samlingspunkt!
Tidt røre Du Din Harpe til hans Lov;
hans høie Navn paa Læben hvile tidt!
Da vorder Hiertet reent, som Biergtops Snee:
da blusser det, som Olieluen høit:
da lønner Evighed den rene Lue. —
Langt fra Din Siel — naar Nød ei kræver det,
naar Dine Brødres Vel ei byder saa,
og Klogskab selv til Strænghed tvinger Dig —
langt fra Din Siel alt velmeent Sværmeri:
at sætte sig med Vold og væbnet Haand
mod Fordom, hævdet giennem Rad af Aar!
Den, der i vilde Hede løber Storm,
een Fordom river bort fra hellig Plads,
og stiller anden værre did igien.
Den Vise tidt har seet eenfoldigt Sagn
at staae hos svage Hob i Sandheds Sted
og jevnt berede Vei for Sandhed selv.
Og derfor løsner han, men sprænger ei,
den Steen, han seer er ei til Grundvold skabt.
Som han Du væbne da Din Muses Haand
med Taalmod og mildtledende Fornuft!
Hver Fordoms Bærme synker da tilbunds,
og Sandheds klare Drik for oven spiller. —
Alvorlig og høitidelig Din Sang
sig hæve, naar Dit Emne byder det!
Ei dadler jeg den Skiald, der vælger sig
en glad Anakreon til Mønster, Nei!
Men, skal hans Sang forkynde Dyden Priis,
og fræk han lader, vant til Letsinds Ruus,
sin Alvors Harpe hænge, glemmer sig
og griber Dandsens Fløite, da, o da
jeg lukker flux fornærmet Øre til.
Reent være Skialdens Hierte som hans Liv,
og som hans Hierte være og hans Sang!
Den, der har aldrig haanet nogen Pligt,
kan ei paa Harpen bringe Toner frem,
der ikke alle vorde Harmoni.
Han mægter ei i Qvad om Gud og Dyd,
om Borgersind og Ild for Fædreland
den viltre Fantasi at slippe løs
og sværme saa, som naar i Glædens Stund
han Myrtekrandsen snoer om Evans Bæger.
Ei som Katul, hans Hierte nøies kan
med rene Sæder blot. Nei! hver en Sang
med Uskylds Stempel præget være maa.
Han fryder sig: at Danmarks Heltesprog
end ei blev nævnt som Tungemaalet, født
til kaade Damer smukke Ting at sige.
Han saares dybt i Barm, naar enkelt Skiald,
udrustet med Udødeligheds Stof,
fornedrer sig, gaaer hen i fremmedt Fied
og hyller Lasten ind i farligt Flor,
for lede Drenges Bifaldsklap at vinde. —
Bort med Vanhellige! Han, der een Dyd
sin Troskab svor, han er dem alle huld.
Hvad Musers ægte Søn for Verden er,
det er han og for Fædreland, det er
han for sin Virksomheds den næste Kreds,
for Mage, Ven og Hiem. Han er en Mand!
Ham krænker Borgertvistens Skrig om Blod,
ham fryder Enighedens Bøn om Fred:
ham væbner krigesyge Fyrsters Vold,
ham mildner lykkelige Staters Flor.
Han kalder Folket frem til Retfærds Kamp;
og Leen hamres ud til hvasse Sværd,
der fælde Voldsmænd lettere end Straa.
Han vinker Hæren hiem til Fædres Tag;
og brudte Sværd paa Ploven smedes fast,
og vælte Guldet op af dybe Furer.
Han slynger blid den søsterlige Krands
om alle Kunster; og forenede,
som Søstre, de nu pleie Gavn og Fryd.
Han knytter huld det broderlige Baand
om alle Dyder; og i Vel og Vee
De nu, som Brødre, kæmpe, staae og seire. —
Ei nedrig Lidenskab i Huus kan boe
med ægte Digteraand. Før parre sig
i virkeligste Forening Vand og Ild.
Bedragne Yngling! lystes først Dit Blik
ved Guldets Glands, o da indhyller sig
den ellers Dig fortroelige Natur
i den ugiennembrydeligste Nat.
Den Skiald, hvis Bryst for Fordeel aae staaer,
alt sine stolte Vinger stækket har.
Ei hæver han sig meer ved indre Kraft
op over usle Muld til Æres Hiem;
nei! bøier Halsen under Slaveaag
og tiener Den, der blot betaler bedst.
For Tidens Smag han knæler ydmyg ned
og sælger Siel med Pen for Øl og Brød.
O! det er kun den sande Kienders Roes,
kun den Henrevnes glædedrukne Blik,
kun Taarerne paa Dydens Datters Kind,
kun Haabet om et elsket, evigt Navn,
der lokker ædel Yngling frem til Sang
og gyder Sangens Funker i hans Blod.
Ham rører ikke Daarevrimlens Klap,
ham skrækker ei den vrede Stormands Blik,
ham rokker ikke Flatens svorne Had,
naar Hiertets Stemme vidner dem tiltrods.
For ham Thalias Hiem ei synker ned
til Gaberflokkens usle Tidsfordriv.
Han sammenkieder der naturlig Rad
af Følger, uden Glimmer stillet frem;
og Stedet bli’r vor Vandels Skole da.
Saa hæver han den ædle Scenens Kunst
til medfødt, men vanslægtet Værdighed
og griber den i frygtelige Fald
som Billedleg for magiske Laterne. —
Ei sande Skiald forhaaner Andres Krands,
misunder dem det nye Blad deri
og troer sig selv, men og sig ene, født
til alle Laurbærs værdigste Behersker.
Naar Ørnen svinger sig mod Stierners Kreds,
da glæd din Siel og følg med Fryd dens Flugt!
Og, hvis den bag en Sky forvildet sig,
haan ei dens Dristighed! — den steeg dog høit.
Kan Du, som Elven, end ei styrte Dig
ned over Fieldet, saa det dundrer vidt
og dundrer evigt i hver Hules Svar:
siig! hvad formener Dig, som venlig Bæk
at slynge Dig, melodisk rislende,
igiennem blomsterklædte Dal og Lund?
Ulige Gaver deelte Himlen ud;
og Hver skal trænge til sin Broders Hielp,
og føle det, og bede, hielpes, gaae
med Broderhierte bort og elske ham.
Da straaler Verden først som enkelt Heelt. —
Men Du, der med Din stærke Tone kan
den gyldne Tuba fylde: Du, der kan
med Ord os skildre Helteoldets Slag
og klæde Heltes Dyd i Heltes Sprog,
stort er Dit Navn og straaler ved Homers!
Men vær og stor i Vandel! Ikke haant
Du see til Ham, hvis Flugt er ei saa høi!
Det mindre Værd er jo dog ogsaa Værd,
og i det Smaa man og kan være stor.
Hiin kloge Phrygers lille Fabelbog
fandt Evighed saavel som Iliaden. —
Hvert Menneske, der skuer Sol med Dig,
om han end svag, end Tyv, end Morder var,
Din Broder er, af samme Æt som Du,
O! tiest er han værd Din Kierlighed,
Din Medynk stundum, aldrig Din Foragt.
Kun Last, men ei dens Slave, haane Du!
Kun Daarskab, ei dens Træl, foragte Du!
lad kun Din ædle Harme lyngaae dem,
saa de fortæres af Satirens Ild!
Rev Haller ei fra hyldet Overtro
den Maske bort, der skiulte Slangens Blik?
Bød ei Cervantes for sit ædle Folk
fantastisk Smag staae blottet frem og flye?
Saa gaaer fra Molieres Farvebræt
den gustne Misantrop forbedret bort.
Saa kløvr Heiberg Aagers Dragehals
og stiller Aadslet frem til Folkets Skræk.
Saa klæder Rahbek Dagens Guddom af
og viser os det Beenrad, vi tilbede.
Dog — ikke gavner idel Dadel. Nei!
den stille Dyd, sat frem i Himmellys,
en værdig Roes, tildeelt den ædle Daad,
et Æreminde, simpelt, skiønt og sandt,
for Ham, der stod som Helt i Retfærds Kamp,
det modnede saa ofte Borgerdyd,
det vækker meer end Guld og Ordensbaand.
Men ak! her hæver sig et Skylla, Ven!
og Smiger er den fule Klippes Navn.
Sky den! thi den er alle Dyders Grav,
den skienker Last hvad den har røvet Dyd,
for Dorskheds Kulde aabner flux den Vei,
og Morderenglen over Staten gaaer.
Nei! vælger anden Skiald til Eders Giæst,
I, som for Guld og Ahner hyldes vil!
Mig mætter Brød, mig lædsker Kildens Vand,
og jeg forsmaaer hver Ret, hver Drues Blod,
naar jeg den lumpne Giver adle skal.
Ei Taflets Pragt til Hyldest frister mig,
naar Midasørerne min Lyra varsle. —
Min Philomelus! skal til Venskab end,
til Kierlighed mit Raad henvinke Dig?
Og mon Din ædle Siel ei kiender alt
i begges Templer Altrets Offerild?
Drog ei en indre, en utolket Lyst
Dig først til mig, Din Ven, Din Philaret?
Og lænkede ei snart et fælleds Baand
min Siel for Evigheder fast til Din?
Er jeg Dig ikke Alt? Hvad var vel Jord,
Hvad var vel Himlen Dig foruden mig?
Og fødtes ikke Livet i Din Barm,
da førstegang Din Laura stod for Dig?
Og faldt ei Glæden over Dig som Dug,
da hendes Tone lød til Harpens Klang?
Og, da hun rakte Dig sin frie Haand,
og svor Dig evig Troskab og var Din,
blev da ei Himlen aabnet, bød den ei
Dig Borger i dens Salighed at vorde?
Ven! Støvets milde Fader selv har skabt
den Venskabsflamme, Du som Barn tilbad,
og Kierlighedens Ild, Dit Ynglingsheld.
Han skienkte Bardens Hierte dobbelt Kraft
til, giennemtrængt af begges Vælde, kun
for begges Moder, Uskyld, huld at brænde.
O Du forstaaer mig! Vel! jeg læser det
i hvert det Blik, hvis Bifald møder mig.
Betræd da Veien til Din Evighed!
Din Engel lede Dig med Broderhaand!
fuldend Dit Løb og grib ved Banens Maal
den skiønne, den uvisnelige Krands! —
Men I, der stolt see ned paa Digteren,
og troe hans Arbeid Tant, hans Møie let,
og troe ham født til Eders Spøgebold,
til Sanger for hver Dagtyvs Drikkelaug!
og Du, der, af hver Muse ubesøgt,
kun i Geniet seer et Oprørsbaal,
der langsomt tæres maa, for ei at blusse!
og Du, der skriver Lov for Skialdens Flugt,
og troer Dig født med Ret til Dommerstol,
fordi dens Vægt end ei har slintret Dig!
I Daarer, Feige, Blinde! kommer hid
og seer hans høie, men hans tunge Kald!
Gaaer bort og blues! Føler dog engang:
at trang er Banen! ingen her hans Løn! —
Og nu, min Philomelus! nu Farvel!
Men, finder jeg før Du den Plet af Jord,
den lille Plet, som rummer ene mig,
men ei den Sorg, hvis Støie der er endt,
da, naar Du staaer hos Laura ved min Grav,
F. Høegh Guldberg.
