Til
Til
en Forgiætmigei
egnet til
egnet til
Frue C. Collet
Frue C. Collet
ved hendes Afreise.
ved hendes Afreise.
Blandt Floras favre Døttres Hær
Du maae i Skiønhed mangen vige,
For Hiertet er du uden Lige:
Du Mindets er.
Tit skilles de paa Livets Vei,
Der Haand i Haand den vilde vandre,
Ømt du dem helser fra hverandre
Forglemmigei!
Naar langt fra dyrebare Pige
Trofaste Elsker græmmer sig
Man seer ham længselfuld at hige
At øine dig.
Opdager han dig paa sin Vei,
Han sværmer sig hos elskte Pige,
Hvis Læber og hvis Blik ham sige:
Forglemmigei.
Tit Letsind flygtig Mage daares
At glemme Løfte, Pligt, og sig:
Han vaad af ømme Hustrues Taarer
Da finde dig!
Paa huuslig Dyds og Lykkes Vei
Du kierlig kalde ham tilbage,
I Hymens Navn du ham gientage:
Forglemmigei!
Stor er din Priis fra Elskovs Hænder;
Selv Hymen ei dit Værd forsmaaer,
Tit ømme Venskab- og erkiender,
Hvad du formaaer;
Selv naar paa Skiønsomhedens Vei
Den kolde Verden alt vil glemme,
Tit Hiertet minder ved din Stemme
Forglem mig ei!
Men du, som aldrig glemmer Venner,
Som Venner aldrig glemme dig:
Mon ydmyg Mindeblomst fortiener
At tækkes dig!
Naar — gid ad Helds og Helbreds Vei! —
Du snart af Vennefavn skal drage,
Den ofte dig fra os gientage:
Vi glemmes ei!
K. L. Rahbek.