Til Louise N***r
paa Nytaarsdag 1797.
paa Nytaarsdag 1797.
Timer, Uger, Aar og Sækler ile,
Finde Døden i de svundnes Favn;
Andre fødes, leve, true, smile
For at sænkes ned i Glemsels Havn.
Over idel Graves Muld vi træde
Blandt Begrædtes Liig vor Bane hen,
Føle Livets Kummer, Livets Glæde
Indtil Jorden kræver Sit igjen.
Længste Liv har tit de fleste Taarer,
Men det ogsaa fleste Glæder har:
Den, som Dødens Engel tidligt kaarer,
Tidligt bort fra Lyst, som Qval, han bar.
Lifligt dufte vel hans bløde Vinger,
Blidt, som Morgensol, hans Aasyn leer,
Og til Freds Cypresse-Lund han bringer,
Hvor der aldrig grædes, aldrig meer!
Men ej heller Vaarens Højtidsdandse
Føres op i Skyggers Hvilestand;
Venskabs Roser, Elskovs Myrther krandse
Ingen Tinding i Fuldendtes Land.
Lad os stirre mod et Forsyns-Øje,
Olding, Mand og Yngling, Viv og Mø!
Lad os signe Tidens Fryd og Møje,
Lad os gjerne leve, gjerne døe!
See, skjønt mangen lønlig Taare glider
I det Bæger, Himlen rakte mig,
Jeg dog tit forglemmer, at jeg lider,
Og i Smerten selv er lykkelig.
Hulde Pige, Du blev skabt til Glæde,
Skjønt lidt Malurt Du blandt Honning fik:
Haab og nyd, at ej Du skal begræde
Tabet af et flygtet Øjeblik!
Frejdig tag mod Aarets første Morgen,
Vent enhver dets Dag med Munterhed!
Snart det iler, med dets Timer Sorgen
Lægger sig til evig Hvile ned.
End paa Dine Kinder Ungdom gløder:
Ungdom blev til Haabets Værge sat;
Haabet hver vor beske Drik forsøder,
Og opklarer selve Gravens Nat.
Did Du let i Dydens Arme træde!
Om Din Vandring lejre Glæder sig!
Silde mange Godes Taarer væde
Rosmarinen, Venskab yder Dig!