Nytaarsbrev fra Caroline
til hendes Mand.
til hendes Mand.
Med Aarets Hilsen, bedste Mand, tillige
Din lykkelige Kone hilser Dig:
O! saare Meget havde hun at sige,
Om hun endog kun halvt forklared’ sig;
Men Ord kun tolke svagt et fyrigt Hjerte,
Som højt af Lykke, Tak og Ømhed slaaer,
Og som ej større Skjenk af Gud begjerte,
End den, som, ham skee Lov! det dagligt faaer:
O Mand, o Ven, min Tillid og min Glæde!
Jeg ejer Dig, og er Dig dyrebar:
Vort Samfunds-Baand er mig en Blomsterkjæde,
Og derfor Alt jeg overvundet har.
Ej Sorg kan føde Taarer i mit Øje
Fordi min Graad saa let bedrøver Dig;
Og selv paa Sygelejet svandt min Møje
Fordi Du kjærligt, kjærligt plejed’ mig.
Jeg ved Din Flid erholder Livets Goder,
Jeg ved Din Klogskab Sjelestyrke faaer;
Jeg, som en hædret og lyksalig Moder,
Ved Din, den ædle Faders Side, gaaer.
Kort: I Din Arm mig intet Savn kan røre,
Ved den jeg vandrer Livets Vej saa let:
O! gid jeg, gid igjen jeg kunde gjøre
Dig lykkelig, som Du fortjener det!
Men om jeg kan det ikke, o! Du skjønne,
At ikkun i min Evne Manglen er!
Og saa vil Gud i Himlen Dig belønne,
Fordi Du dog har svage Line kjær.
Ja, han belønne, Gode, Dig, og give
Enhver af Dine Dage Held og Fryd!
Han lade hver af Dine Timer blive
En Lønnens Time for Din blide Dyd!
Saa skal jeg sukke til jeg heden træder,
Og, mæt af Livet, iler af Din Favn;
Men, tryllet end af Himlens bedste Glæder,
Jeg tit skal tænke, signe tit Dit Navn.