Til fremmede Egne,
Af Fædrelands Skjød
Uventet min Skjæbne
At vandre mig bød;
Saa mangen en Hilsen
Til Afskeed jeg fik,
Men ingen, men ingen,
Som Nina’s Blik.
Snart fremmede Piger
Fortryllet jeg saae,
Saa favre, saa kjælne
Imøde mig gaae;
Tit fandt jeg en Rose,
Som blomstred’ i Løn,
Men ingen, men ingen,
Som Nina, skjøn.
Ved funklende Kroner
Af sleben Krystal
Jeg tumled’ de Skjønne
Paa glimrende Bal.
I yndige Grupper
Omsvæved’ de mig,
Men ingen, men ingen
Var Nina liig.
Den taagede Vinter
Saa glædelig svandt,
Vi løste Charader,
Og leged’ om Pandt;
Mig mangen en Læbe
At kysse, man bød,
Men ingen, men ingen,
Som Nina’s, rød.
Ej spildte vi Tiden
Hos Thee eller Kort,
Ved schulziske Viser
Svandt Aftenen bort;
Mig mangen en Stemme
Saa nydelig klang,
Men ingen, men ingen,
Som Nina, sang.
Ej glemmer jeg Dagen,
Da Afskeed jeg tog,
Tilsidst den i Øjet
Mig Taarerne jog.
Saa kjærlige alle
De rækked’ mig Haand,
Men ingen, men ingen
Med Ninas Aand.
Man ønsked’ mig Hofgunst,
Man ønsked’ mig Guld,
De fleste: en Pige
Saa yndig, som huld;
Man nævnte mig Navne,
Jeg alle ej veed,
Men ingen, men ingen,
Som Nina, heed.
Mod Hjemmet jeg iled’,
Og skued’ saa glad
I rødlige Taager
Min Fædrenestad.
De fremmede Piger
Tit mindes mig her,
Men ingen, men ingen
Som Nina der.