Usporlig, Gud, din Finger tegner
Hver Skabning Livets korte Vei:
I Døden frodig Ungdom segner,
Naar kraftløs Alder synker ei.
Saa kneiser stolt det golde Rør,
Naar frugtbart Ax for Stormen døer.
Her styrted’ trende Lykkelige
Fra Leeg i Vaarens Rosenbed;
Med Skræk vi skued’ dem at stige
Med Blomsterkrands i Graven ned:
Usporligt er dit Vink, o Gud!
Og Afmagt rystes ved dit Bud.
Ak! Livet har saa mangen Qvide;
Selv Dyden tit nedtrædes jo;
Ak! uden Brøde Mange lide,
Og bittert længes efter Ro:
Den lider mindst, der stiger ned
Med Blomsterkrands til Dødens Fred.
O Livets Fader, naar vi træde
Vor dunkle Vei, med Tro paa Dig;
Naar Uskyld freder om vor Glæde,
Og i vor Daad udtaler sig:
Da reder os din Miskund Ro,
Naar dybt i Muld vort Støv skal boe.
Og bag ved Nat paa Gravens Tue
Vi øine Meer, end Død og Fred:
Vi Christne klart i Haabet skue
En Lod i Jesu Evighed.
Thi Held os, naar vi gaae herfra!
Vor Gud er god. Hallelujah!