Nedsend fra Lysets rene Væld
Et saligt Glimt, Immanuel!
Af Viisdom og af Dig:
Saa skal den skumle Phantasie,
Det Mulm, den Nat, jeg svæver i,
Ei meer forfærde mig.
Du saae min Kamp. Men Natten greb
Min Fod med alt for sikkre Reeb,
Og drog den — ak! hvorhen?
Maaskee, ak! alt for langt fra Dig,
En rædsom Afgrund dølger mig:
Hvor finder Lyset den?
Hvor intet Spor af Viisdom blev,
Et venligt Raad ei Jorden skrev,
Hvor Nattens Magt er stor,
Hvor ingen Stemme hæver sig,
Hvor ingen Gjenlyd svarer mig:
Der jeg og Jammer boer. —
Nedsend fra Lysets rene Væld
Et saligt Glimt, Immanuel!
Af Viisdom og af Dig:
Saa skal den skumle Phantasie,
Det Mulm, den Nat, jeg svæver i,
Ei meer forfærde mig.