Salig hvo hengiven sætter
Modig Fod paa Livets Rand!
Hvile boer i Gravens Nætter,
Fred velsigner Dødens Land:
Der er Øret døvt for Skrig,
Øiet skuer Ingen lide;
Fremmed Kummer, egen Qvide
Ikke naaer det sænkte Liig.
Salig Hver, som Dyd ledsager
Paa hans Vei til Graven hen,
Himmelen hans Aand modtager
Som en mild og trofast Ven.
O han smiler rolig, huld
I sin Afskeds Øieblikke!
See ham, han forfærdes ikke
Ved den Lov, at vorde Muld.
Salig du, begrædte Fromme!
Til Opløsnings-Timen gik:
Før din Levedag var omme,
Nytted’ du dens Øieblik.
Ak, din Grav vi krandse nu,
Og velsigne den, vi tabte.
Gud, som til at døe os skabte,
Unde os, at døe som du.