Hun er en meget gammel Qvinde,
Og sølverhvide hendes Haar.
Hun vandrer stille med sit Minde,
O Himmel, til din lyse Vaar.
Hun følger med i Slægtens Tog,
Men støtter nu sin Fod til Staven
Og bøier, længselsfuld mod Graven,
Sit Hoved under Tidens Aag.
Hun kjender baade Sorg og Glæde,
Det Søsterpar, som følges ad;
Hun veed, at Dødelige græde,
Men Hjertet atter bliver glad.
Hun elsked Vaarens Blomsterflud,
Og hvad hun sang i Dagens Varme,
Og hvad hun græd i Nattens Arme,
Naar Taaren førte hjem til Gud.
Det taager nu for hendes Øie,
Og Mørke skjuler Dagens Glands;
Men Sjælen stirrer mod det Høie
Og haaber de Forløstes Krands.
Hun sidder i sin Lænestol,
En gammel Stol med blommet Klæde;
Hun hører Børneflokkens Glæde
Og skuer Evighedens Sol.
Hun strikker ei, for Haanden ryster,
Og urørt ligger Naal og Traad.
Nu kommer Bro’er og lille Søster
At høre Bedstemoders Raad.
Den Gamle trøster dem med Skjemt,
Hun vugger Husets yngste Datter
Og nynner, vugger, nynner atter
En Sang, Alverden har forglemt.
O, denne Sang, hun har i Minde,
O, disse blide Toners Lyst —
Den drog engang med alle Vinde,
Men fandt et Hjem i dette Bryst.
En simpel Sang til Vaarens Priis,
Og see, den boer hos fromme Minder,
Der flyve med, naar Livet svinder,
Som Duer ind i Paradis.
Nu vaagne hendes Ungdomsdrømme,
De stævne hid ved Sangens Ord,
Med fordums Smiil, med Taarestrømme,
Erindrings klare Perlespor.
Og Dødens Porte staae paa Klem,
Der falder Glands i hendes Øie,
Et Skin af Himmeriges Høie,
Hvor Sjælen har sit sande Hjem.
Jeg ærer denne gamle Qvinde:
Hun plukked Livets bedste Frugt;
Den voxed ei paa Fjeldets Tinde,
Et Maal for stærke Vingers Flugt.
Det var et Liv med Smertens Brud,
Med Glædens Blomst i dunkel Skygge,
I Fattigdom, men dog i Lykke,
Og overalt et Liv i Gud.
O, gid jeg, bøiet under Dage,
Naar jeg engang ved Maalet staaer,
Som hun maa skue glad tilbage,
Med Frugter af min Ungdomsvaar!
Gid jeg, som hun, med rolig Aand,
Naar Herren kalder, og jeg kommer,
Maa vandre til Alverdens Dommer
Og give ham mit Liv i Haand!