Glædens Barn, med Krandsen om sin Pande,
Tømmer Livet som en Sølverkande
Mellem Venner, under Sang og Spil.
Lykkens Uven — mon han Guder krænked,
Før hans Sjæl i dette Støv var lænket,
Før hans Moder vidste, han var til?
Jeg er eensom i de Glades Klynge,
Tungsind holdt mig fangen i sin Slynge,
Sorgen lokked mig med dybest Røst.
Ruller, ruller kun, I Smertens Vover!
Førend Smertens Kilde skjæres over,
Førend Staalet sidder i mit Bryst.
Jeg har levet — staaet dybt i Skygge,
Smiilt med Undren ad de Andres Lykke;
Men da Vanheld rakte mig sit Sværd —
Men da Vanheld gav mig Spyd i Hænde —
Vee min Haand; thi den har slaget Tvende,
Nu for sidste Gang den dræber her!
Broder, Gjæsteven — en uhørt Brøde!
Grumme Haand, du ramte dem tildøde;
Dunkle Magter spinde Livets Traad.
Sørgesyner fylde disse Steder:
Ungdoms favre Haab i Dødens Klæder,
Over blege Liig Forældres Graad!
Strømmer, Taarer! strømmer, som I ville:
Roser dufte, Maanen vandrer stille,
Fuglen synger eensomt i sit Krat.
Tunge Skjæbne! sidste Gang jeg skuer
Søer, Lunde, Stjernehimlens Buer,
Hører Stemmer sidste Gang inat.
Sidste Gang — o, Moder! du vil klage,
Uden Sønners Hjælp i mørke Dage,
Eensom i din kongelige Borg.
Arme Moder! trøst dig i din Smerte:
Sønnen, som du fostred ved dit Hjerte,
Volder aldrig mere Nogen Sorg.
